
Planlægning og PR
Du skal ofte agere blæksprutte, når du planlægger dit arrangement. Logistik, praktik, kreativitet og økonomi skal nemlig gå op i en højere enhed.
Planlægning og PR
Du skal ofte agere blæksprutte, når du planlægger dit arrangement. Logistik, praktik, kreativitet og økonomi skal nemlig gå op i en højere enhed.
Havnekultur på budget
Små kulturprojekter handler om at få meget ud af rigtigt lidt. Selv med et økonomisk tilskud i ryggen er du ofte underlagt et stramt budget, hvor du må spinke og spare. Og ikke mindst lægge mange gratis arbejdstimer. For nogle lykkes det at få kroner i kassen via fonde og legater. De lokale af slagsen (herunder lokaludvalg) er et godt sted at begynde. Afsøg mulighederne for at indgå samarbejder med andre kulturaktører eller virksomheder. De kan muligvis sponsorere eller udlåne materialer, du ellers skulle betale ud af egen lomme. Forklar, hvordan din originale ide tilføjer et friskt pust til deres forretning. Husk dog at være tro mod dit projekt, og tænk over, hvem du selv vil sættes i forbindelse med.
Praktiske forhold
Havnefronten vrimler ikke med eventfaciliteter. Mange steder er scenen helt bar, og alt fra anlæg til borde og stole skal lejes ind. Der er en række praktiske ting, du bør holde dig for øje, når du går i gang med planlægningen:
- Adgang til strøm og vand
- Regler for støjniveau
- Toiletforhold
Adgang til strøm kan især give vanskeligheder. Nogle steder er der etableret en række selvbetjente elskabe, som du kan benytte. Kontakt kommunen for at høre nærmere. Andre steder må du opspore en venlig sjæl i området, der vil udlåne strøm. Det er slet ikke umuligt.
Foto: Andreas Raun Arneberg
Farvet røg under broer
Hans E. Madsen installerede røgmaskiner og LED-lys under de lave broer på Slotsholmen. ”En udfordring har været at trække strøm. Jeg har blandt andet trukket strøm fra kajakklubben 100 meter væk. Der er gået meget kabel til det,” siger han.
Markedsføring
Der kommer for alvor skub i forberedelserne, når du har fastlagt den ultimative deadline: en dato. Så snart du har tid og sted på plads, kan du også kaste dig over PR-indsatsen. Mange vælger en kombination af pressekontakt, flyers/plakater og de sociale medier. Mindre kan også gøre det. Gå under alle omstændigheder i gang minimum en måned forinden. Så kan din målgruppe nå at fordøje konceptet og sprede budskabet til deres netværk. Gør følgende, når du formidler dit projekt:
- Opmærksomhed: Formuler en klokkeklar overskrift, og suppler med noget visuelt
- Identifikation: Fremhæv relevansen for publikum, og hvad de får ud af at deltage
- Forståelse: Vær klar i spyttet, og brug et letforståeligt sprog
- Handling: Luk cirklen ved at opsummere, hvorfor publikum skal møde op
Vurder, om det er et succeskriterium for dig, at der kommer mange mennesker, og design din promovering derefter. Nogle vælger helt at droppe PR. Spontan magi kan opstå, når en musiker sejler gennem kanalerne som en overraskelse. Eventet skyder op og fordufter så igen. Ingen i publikum er orienteret på forhånd, men de får en speciel oplevelse her og nu.
Fotocredit
Andreas Raun Arneberg