Et år tog jeg et gammelt sejlskib og lagde ned på bunden af havnen. Inde på kajen var der en knap, man kunne trykke på. Når man trykkede på knappen, blev båden fyldt med luft og kom op af vandet. Den lå et øjeblik og sank så ned og forsvandt igen. Jeg har en ingeniørbaggrund og bruger selvfølgelig noget af min ingeniørviden til at få sådan noget til at lykkes. Men det er det poetiske i det, der er vigtigt. Det at lave noget, der normalt ikke kan lade sig gøre.

Jeg lavede en vandpose, som lå nede i bunden med en pumpe. Noget elektronik styrede, at den en gang i døgnet tog vand op af posen og gjorde planterne våde, så de fik noget vand. Posen var ikke robust nok til alle de bevægelser, som er nede i vandet. Der kom huller i den. Fra at være en pose med ferskvand blev det til en pose med saltvand. Så det var jeg nødt til at droppe. For at få afsluttet projektet er jeg vendt tilbage til den oprindelige ide, som egentlig bare handler om at lave et blomsterbed ude på vandet. Så laver vi bare pæne blomster i stedet for, og så må vi se, hvor længe de kan leve. Jeg har fundet forskellige stenbedsplanter, der kan leve i et hårdt miljø og uden meget vand.