Kategori: UDV-CPHRAFT

Lisbeth van Deurs og Stine Sørensen fra Det Mobile Akademi
Lisbeth van Deurs og Stine Sørensen fra Det Mobile Akademi

Det Mobile Akademi tegner sig vej gennem havnen

Det Mobile Akademi har fået støtte til at mikse traditionel byvandring med tegnekursus langs Københavns Havn. Vi møder billedkunstner Lisbeth van Deurs og kunsthistoriker Stine Sørensen for at høre, hvorfor de har valgt at invitere københavnerne på kreativ havnevandring.

Det Mobile Akademi tegner sig vej gennem havnen

Det Mobile Akademi har fået støtte til at mikse traditionel byvandring med tegnekursus langs Københavns Havn. Vi møder billedkunstner Lisbeth van Deurs og kunsthistoriker Stine Sørensen for at høre, hvorfor de har valgt at invitere københavnerne på kreativ havnevandring.

Hvad kan man opleve på havnevandringen?

STINE: Vi mødes med de tilmeldte på Christianshavns Torv, og så går vi en tur til nogle udvalgte steder langs havnen. Vi skal også en tur ud med havnebåden, hvor vi tegner fra dækket. Forhåbentlig skinner solen, så vi kan stå udenfor og lave nogle hurtige skitseøvelser.

LISBETH: Vi kommer igennem en masse forskellige tegneteknikker. Vi skal tegne blindtegning, tempotegning og detaljetegning. Vigtigt at vide er, at man ingen forudsætninger behøver. Vi tager det lidt som en leg – men en god og seriøs leg, hvor vi skruer op for at gøre noget. Når man sætter farten ned og tegner, begynder man at se nogle detaljer og noget lys, som man slet ikke opfanger, hvis man bare er på vej hurtigt på en cykel til og fra arbejde.

null

Alle folk står jo og tager selfier eller laver noget med deres mobiltelefon, så det bliver lidt eksotisk, at der rent faktisk står nogen med så ”low-tech” en ting som et tegnekul eller en blyant.

Lisbeth van Deurs  / Det Mobile Akademi

STINE: Og så handler det om, at man ikke bare skal gå og lytte til Københavns historie. I stedet skal man høre nogle enkelte fortællinger om kunstnere, der har boet her. Om små skulpturer, vi finder undervejs. Om arkitekturen og forandringer i bybilledet.

Havnemiljøet på papir
Alle var velkomne til at tage del i havnevandringen, blot man havde mod på at afprøve forskellige tegneteknikker og materialer. Formålet var at opleve et stykke af havnen gennem blyant, kul og blæk.

Hvorfor har I valgt havnen?

STINE: Havneområdet rummer jo både tætbefolkede områder, hvor der er enormt mange indtryk. Og så rummer det noget, der er næsten helt øde og ubefolket. Så vi kan komme mange steder i stemning og i udtryk. Desuden er vand en fantastisk ting, der kan være svær at fange med blyant og kan have en effekt på selve tegneprocessen.

LISBETH: Det er også en mulighed for at komme til noget mere lokal kultur og føle, at man får lidt ejerskab af denne havn. At der også er noget småt i den store turistindustri.

Foto: Nina Vindum Rasmussen

Byvandring med et tvist
Kunsthistoriker Stine Sørensen fra Det Mobile Akademi fortæller lokal historie, mens de fremmødte tegner omgivelserne på Refshaleøen.

Hvilke forberedelser har der været?

LISBETH: Vi har været ude at se på nogle gode steder og været på nogle af disse turistpunkter. Er man på nogle meget menneskekoncentrerede steder, vil man få noget opmærksomhed. Alle folk står jo og tager selfier eller laver noget med deres mobiltelefon, så det bliver lidt eksotisk, at der rent faktisk står nogen med så ”low-tech” en ting som et tegnekul eller en blyant.

Har I et godt råd til andre, der vil skabe kultur i havnen?

STINE: Havnen kan i sig selv afføde en masse ideer, så tag ned på havnen, og forestil jer, hvad I godt kunne tænke jer at bruge den til. Og så er Kulturhavn365 et rigtigt godt sted at komme videre med det. De kender en masse og kan ligesom binde tingene sammen. De kan få netværket op at stå og sige, hvor man skal gå hen for at få tilladelser til forskellige ting.

FOTOCREDIT
Nina Vindum Rasmussen

DET MOBILE AKADEMI
Det Mobile Akademi tilbyder kreative kurser, der er tilpasset forskellige steder og årstider. Undervisningsenheden er startet og drevet af Lisbeth van Deurs og Malthe Klangenberg, som begge er uddannede billedkunstnere. Musiker/kunsthistoriker Stine Sørensen leverer de musikalske indslag sammen med Iben Vestergaard, som er sanger fra Det Kgl. Musikkonservatorium. Læs mere om Det Mobile Akademi her.

Flere interviews

Jacoba Niepoorts maleri ”Elevation: None” på metrohegnet i Nordhavn
Jacoba Niepoorts maleri ”Elevation: None” på metrohegnet i Nordhavn

Jacoba Niepoort udsmykker byrummet med gigantiske undervandsmalerier

Billedkunstner Jacoba Niepoort har malet et 35 meter langt vægmaleri på metrohegnet i Nordhavn. Det blå kunstværk forestiller en gruppe mennesker, som svømmer under vand. I baggrunden rager høje bygninger og kraner op og tilføjer en ekstra dimension til kunstværket.

Jacoba Niepoort udsmykker byrummet med gigantiske undervandsmalerier

Billedkunstner Jacoba Niepoort har malet et 35 meter langt vægmaleri på metrohegnet i Nordhavn. Det blå kunstværk forestiller en gruppe mennesker, som svømmer under vand. I baggrunden rager høje bygninger og kraner op og tilføjer en ekstra dimension til kunstværket.

Hvad handler dit værk om?

Jeg ville gerne lave noget med fokus på stigende vandstande og klimaforandring, men på en sådan måde, at det stadig var smukt og interessant at kigge på. Og måske gøre folk mere nysgerrige i stedet for bare at lave et eller andet skræmmebillede.

Hvordan er du kommet på ideen med at lave et værk under vand?

Det kom fra et maleri, jeg har lavet på Rådhuspladsen, hvor jeg viste en oversvømmet Rådhusplads. Her malede jeg bygninger af Rådhustårnet, der stak op over vandoverfladen. Vi bor i Danmark, hvor der er meget lav ”elevation”. Der er ikke meget, der skal til, for at stigende vandstande kan have en indflydelse på os. Og samtidig har vi også nogle gange disse skybrud, som også bliver et problem.
null

Jeg har brugt en masse vinterbadere, som er hoppet i havnen ved Islands Brygge. Dem har jeg fotograferet under vand og lavet deres billeder til et monokromt, blåt maleri.

Jacoba Niepoort / Kunstner

Hvorfor arbejder du med vand som tema?

Der sker noget helt andet, fordi lyset falder så anderledes, når man er under vand, og kroppen lægger sig på en helt anden måde. Og jeg elsker det figurative. Samtidig har jeg malet med en maling, som hedder ”AURO”. Det er en CO2-neutral, vandbaseret oliemaling, som kan flyde på en helt anden måde end almindelig akrylmaling. Den er dejlig, fordi man kan få nogle gennemsigtige lag. Det har været spændende at arbejde med den, fordi den kan give den dybde, som man kan få i oliemaleri. Samtidig kan man arbejde med den i denne størrelse.

Er du stødt på udfordringer undervejs?

Jeg arbejdede ude i Hedehusene i en periode, fordi jeg havde mulighed for at bruge en større væg. Der skulle det op til tredje sal med sådan en kran, der er sat op på bygningen. Det syntes jeg selv var lidt udfordrende og uhyggeligt. Men det hele gik rigtigt fint.

Maleprocessen
Jacoba Niepoort har først grundet krydsfinerpladerne, og så har hun givet dem to lag halvgennemsigtig oliemaling. Til slut har hun malet med blå, sort og hvid maling.

Hvad er særligt ved havnen?

Jeg har tidligere taget nogle undervandsbilleder dernede. Der er bare et helt specielt lys, som jeg virkelig godt kan lide. Det giver mening at komme så tæt på vandet som muligt, fordi det handler om, at vi har stigende vandstande. Der gav det mening her ved Nordhavn, hvor der også er metrovæg.

Hvordan er det at se værket hængt op?

Det er altid den mest spændende del af det at komme ned her. Det er ofte sådan med processen, fordi det er umuligt at finde så stor en plads indendørs. Så man må skitsere og have det hele i stykker, og så er det først, når man kommer ud til hegnet, at man får lov at opleve det.

Har du et godt råd til andre kunstnere, som vil lave noget i havnen?

Go for it. Specielt overvej, at når ting kommer ud i byens rum, så er de SÅ små, i forhold til hvad de har været indenfor, når man tænker ideer. Hver eneste gang bliver jeg overrasket over at stå med disse kæmpestore plader i mit værksted og så få dem ned på hegnet, hvor de bare er minimale i forhold til kæmpebygninger bagved. Arbejd simpelt og stort. Det er det, jeg forsøger at lære. Og så bare fyr det af, mens Byens Hegn stadig er en mulighed.

FOTOCREDIT
Nina Vindum Rasmussen

JACOBA NIEPOORT
Kunstneren Jacoba Niepoort var 18 år, da hun lavede sit første store vægmaleri. Samme sommer fik hun smag for det store format og producerede fire til. Siden da har kunstneren udsmykket byrummet adskillige gange. Kulturhavn365 har støttet to af hendes værker på henholdsvis et metrohegn og en husgavl i Nordhavn. Læs mere om Jacobas kunst her.

Flere interviews

Jan Henriksen ved Islands Brygge i Københavns Havn
Jan Henriksen ved Islands Brygge i Københavns Havn

Kulturhavn365-chef: Det begynder med ildsjæle og et brændende engagement

Københavns Kommune har været begunstiget af en flot bevilling fra Nordea-fonden. Som chefkonsulent Jan Henriksen siger, kan mindre også gøre det. Det handler om at kickstarte en bevægelse.

Kulturhavn365-chef: Det begynder med ildsjæle og et brændende engagement

Københavns Kommune har været begunstiget af en flot bevilling fra Nordea-fonden. Som chefkonsulent Jan Henriksen siger, kan mindre også gøre det. Det handler om at kickstarte en bevægelse.

Hvordan gør vi det?

Presse, workshops og møder er selvfølgelig uundgåelige. Med dette projekt har vi gjort noget endnu sjovere, som har virket: Vi har fået nogle ting til at ske i virkeligheden, og så har vi eksponeret det. Fremfor at fortælle om, hvilke muligheder der er i havnen, har vi brugt Instagram og Facebook til at inspirere med små videoklip, billeder og interviews.

Foto: Mads Tolstrup

Havnen er vores alles
“Der er ikke så mange hegn rundt om havnen, som der kan være på land. Det er en ressource, vi har til deling,” mener Jan Henriksen fra Københavns Kommune.

Skal man have en stor bevilling for at sætte skub i bevægelsen?

Vi har haft en periode med ekstra og risikovillige penge. Har man færre penge, kan man sætte mindre i gang. Så må man bare kompensere med ekstra meget kreativitet. Når mennesker bruger deres fantasi og rationelle tænkning på helt nye måder, kan vi få de mest fantastiske ting til at ske. Også nærmest uden penge. Det er ikke et argument for, at man ikke skal prioritere penge. Det er bare for at sige: Det må for Guds skyld ikke blive en stopklods, der gør, at vi ikke rykker.

Hvad har det betydet at have en havnekulturpulje?

Vi har jo haft lokkemidler med Havnekulturpuljen. Vi er nået bredt ud, fordi vi har givet portioner op til 25.000 kroner. Det har også en værdi på den lange bane. Nu er vi mange, der har prøvet at skabe noget i havnen. Vi håber, at de får lyst til at lave noget igen.
null

En havnekulturpulje kan få ting til at vokse og sprede sig. Det er lidt som at smide en sten i vandet og se ringene brede sig.

Jan Henriksen / Chefkonsulent

Hvad håber du, der kommer til at ske med erfaringerne?

Jeg håber, vi har fået skabt en bevægelse i København, som ikke bare stopper med projektet. Det er besluttet, at vi skal fortsætte en indsats på et eller andet niveau i fem år. Jeg tror på, der er en overførselsværdi på de erfaringer, vi har gjort i Københavns Havn. Jeg håber, at alle danske havne bliver spændende kulturarenaer, som giver noget til bysamfundene og menneskerne, der lever der.

Foto: Lisbeth Johansen

Kultur under overfladen
I september 2017 spillede dykkere koncert under vandet i Sydhavnen. ”Vi er blevet bekræftet i, at der nærmest ikke er nogen grænser for, hvad havnen kan, hvis vi lader være med at forurene den,” siger Jan Henriksen med henvisning til koncerten.

Hvordan skal kommunen organisere sig?

En kommune kan gøre meget ved at have en afklaret indre organisering. Det betyder, at man skal organisere sig på kryds og tværs af de forvaltninger, der nødvendigvis bliver involveret, når man skal arbejde med kultur i en havn. Det gør det nemt at rette henvendelse udadtil og tage imod de henvendelser, der kommer fra kreative mennesker.
null

Det er vigtigt, at en kommune tager opgaven på sig. Ser muligheder fremfor begrænsninger og risici. Man skal have modet til at turde begå fejl og mislykkes.

Jan Henriksen / Chefkonsulent

Hvad håber du, der kommer til at ske med erfaringerne?

Jeg håber, vi har fået skabt en bevægelse i København, som ikke bare stopper med projektet. Det er besluttet, at vi skal fortsætte en indsats på et eller andet niveau i fem år. Jeg tror på, der er en overførselsværdi på de erfaringer, vi har gjort i Københavns Havn. Jeg håber, at alle danske havne bliver spændende kulturarenaer, som giver noget til bysamfundene og menneskerne, der lever der.

FOTOCREDIT
Andreas Raun Arneberg, Mads Tolstrup, Lisbeth Johansen

JAN HENRIKSEN
Jan Henriksen er chefkonsulent i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune. Siden januar 2016 har Jan arbejdet med at udvikle Københavns Havn som ramme for kultur, idræt og fritid. Han har det overordnede ledelsesansvar for Kulturhavn365 og søsterprojektet Kulturhavn Festival.

Flere interviews

Jonny Rottman med instrumenter på en tømmerflåde i Sydhavnen

Copenhagen Acid Puppies spillede koncert under vandet

En regnvåd septemberdag dykkede Copenhagen Acid Puppies ned i Teglværksløbet og spillede på hjemmebyggede instrumenter. En tredje dykker filmede seancen, så publikum kunne følge med på storskærm. De fremmødte kunne også lære at bygge deres egne hydrofoner og undervandsinstrumenter. Jonny Rottman fra Copenhagen Acid Puppies håber, at eksperimentet kan blive et springbræt til flere havnerelaterede events.

Copenhagen Acid Puppies spillede koncert under vandet

En regnvåd septemberdag dykkede Copenhagen Acid Puppies ned i Teglværksløbet og spillede på hjemmebyggede instrumenter. En tredje dykker filmede seancen, så publikum kunne følge med på storskærm. De fremmødte kunne også lære at bygge deres egne hydrofoner og undervandsinstrumenter. Jonny Rottman fra Copenhagen Acid Puppies håber, at eksperimentet kan blive et springbræt til flere havnerelaterede events.

Hvorfor skulle Sydhavnen opleve en undervandskoncert?

Sydhavnen er mit kvarter, og jeg vil gerne se det blomstre. Det er godt at få noget liv derned, for der sker ikke så meget. Det er et nyt kvarter med en masse store, dyre, mærkelige bygninger uden så meget liv. Dette arrangement bringer virkelig sjælen ned på gadeplan.

null

Havnen er en del af byen: København. Det ligger jo i navnet. Det er der, kulturen lever og ånder. Vi vil helt sikkert benytte os af muligheder i havnen igen.

Jonny Rottman / Copenhagen Acid Puppies

Hvad er det særlige ved lyd, når det kommer under vand?

Resonansen og klangene forandrer sig fuldstændigt, så i virkeligheden sker der noget uforudsigeligt. Lyd under vand rejser meget længere, men ringer hurtigere ud. Det virker rigtigt godt at stryge på metalliske overflader og perkussive elementer under vand. Vi slår med nogle gamle møtrikker og stryger med en bue. Det er noget med at fokusere og lytte, mens man trækker vejret ind. Når man puster ud, kommer boblerne. Så er det lidt svært at høre, hvad man har gang i. Tingene går langsommere, også i bevidstheden, når man er under vandet. Det er, som om man kommer ind i et drømmestadie. Især efter et par timer. Alt føles anderledes, og så kan man ikke tænke helt klart. Det er bare ren leg. Vi ved egentlig ikke, hvad vi laver.

Under over fladen
Regnen piskede ned, da dykkere spillede på hjemmebyggede instrumenter i Sydhavnen. Seancen blev livestreamet indenfor hos strandbaren Teglværket, så publikum kunne følge undervandskoncerten.

Hvordan har I oplevet forløbet?

Det er et utroligt krævende projekt. Instrumenterne kan man bygge ret nemt, men der skal en hel masse tekniske ting på plads for at få det hele til at spille under vandet. Jeg ville gerne have, at der var flere mennesker, men vejret var ikke ligefrem med os. Ellers er jeg alt i alt super tilfreds, bortset fra at vi jo blev ret syge af vandet. Vandet her er ret beskidt. Jeg ved ikke, om det var, fordi vi tilbragte så meget tid dernede. Vi var jo næsten tre gange en time under vandet, og så kommer man til at sluge en masse. Så vi fik nogle infektioner.

Hvis jeg skal være lidt selvkritisk, så har det hele været meget tummelumsk. Men det er også det, der er problemet: Hvis man bruger for meget tid på at spekulere på, om alt er, som det skal være, så får man det ikke gjort. Så jeg tror, man skal gøre det et par gange for helt at finde ud af, hvad der skal til.

Hvad vil I gøre anderledes en anden gang?

Der var mange ting, jeg godt kunne tænke mig at raffinere. Nu var det jo et eksperiment, men hvis det skal være en rigtig undervandskoncert, så skal der nogle bedre instrumenter til. Jeg ville bruge meget mere tid på at bygge instrumenterne og få dem testet ordentligt. Det var fuld improvisation, men det var meget sjovt, og det lød af noget. Der kom lyd ud, og det var næsten overraskende, at det også lød godt.

Vi skal også blive bedre til at planlægge et ordentligt setup. Få budgetteret ordentligt, sætte penge af til PR og søge nogle flere penge. En anden gang vil vi få nogle seriøse og professionelle teknikere indover og give dem en ordentlig løn. Så tror jeg, at man kan få lavet noget seriøst.

FOTOCREDIT
Lisbeth Johansen

COPENHAGEN ACID PUPPIES
Copenhagen Acid Puppies er en kulturforening og et eksperimenterende kunstnerkollektiv, som består af Jonny Rottman, Philip Byriel Schjødt og Sofie Johannesen. Deres mission er klar: De ønsker at revolutionere den danske kultur med lyd, performance og eksperimenter, der skubber grænser. Følg deres projekter på Facebook.

Flere interviews

Havnefoged i Københavns Havn Morten Johansen
Havnefoged i Københavns Havn Morten Johansen

Havnefogeden anbefaler: Der skal være en, der har styr på sikkerheden

Havnefogeden er øverste myndighed i havnen og har ansvaret for, at reglerne bliver håndhævet. Når du skaber aktiviteter i og på vand i København, skal du derfor søge tilladelse hos havnefogeden. Københavns nuværende havnefoged, Morten Johansen, giver her sine tips til, hvordan du sætter sikkerheden i højsædet for dig selv og andre.

Havnefogeden anbefaler: Der skal være en, der har styr på sikkerheden

Havnefogeden er øverste myndighed i havnen og har ansvaret for, at reglerne bliver håndhævet. Når du skaber aktiviteter i og på vand i København, skal du derfor søge tilladelse hos havnefogeden. Københavns nuværende havnefoged, Morten Johansen, giver her sine tips til, hvordan du sætter sikkerheden i højsædet for dig selv og andre.

Er der områder i havnen, der egner sig bedst til kultur?

Det er der helt sikkert. Hvis man er i den sydlige del af havnen, er der mindre erhvervstrafik og mindre sejlads. Jeg plejer at sige fra Langebro og så sydover. Det er noget mere sikkert at gøre det der. Laver man et godt event, kan man også trække folk derned. Tag ud til den lokation, hvor du har tænkt, kultureventet skal være. Kig dig omkring, og se, om det kan lade sig gøre. Vi har alle sammen drømme, men nogle gange er det ikke helt realistisk. Måske skal du lave det lidt om, når du har set lokationen.

Hvordan får man jeres tilladelse til at lave et event i havnen?

Vær i så god tid som muligt. Man skal sende en ansøgning til os med en projektbeskrivelse og en sikkerheds- og risikovurdering. I projektbeskrivelsen skal man beskrive sit projekt med tid og sted. Det behøver ikke være så detaljeret. En god beskrivelse skal ikke være en doktorafhandling.

Velkommen ombord
Morten Johansen viser rundt hos By & Havn på Refshaleøen. Fra bøjer og kompasser til redningskranse – det skorter ikke på maritime genstande.

null

Det er ikke altid, By & Havn ejer bolværket. I så fald skal man ansøge hos den private bolværksejer, som kan være en boligforening, et pensionsselskab eller deslige.

Morten Johansen / Havnefoged

Måske inviterer kulturskaberne folk ned på en flåde og ned i vand. Der skal man være sikker på proceduren, hvis noget går galt. Man kan gå ind på Hovedstadens Beredskabs hjemmeside, som har en hel procedure. Den kan man downloade og fylde ud, så den passer til ens eget projekt.

Hvad kan potentielt gå galt?

Man kan jo falde i vandet. Det er ikke sikkert, at gæster eller udøvere kan svømme. Man kan også falde og slå sig og så falde i vandet. Det er en farlig situation, man skal tage højde for, før man begynder. Det er faktisk meget simpelt. Det handler om at udrede: ”Så ringer vi efter politiet, og så ringer vi efter en ambulance.” Man skal have de numre og sørge for, at en i gruppen har styr på sikkerheden.

Hvad mener du med en, der har styr på sikkerheden?

Når eventet kører, bør der være en, der holder øje med sikkerheden. Det kan være en situation, hvor der står nogen helt ude på kanten uden redningsvest på en kold vinterdag. Vedkommende skal sørge for normal sikkerhed og spørge: ”Hvad er klogt at gøre?”
null

Man kan bruge bøjer og flydespærrer til at afspærre og sikre området. Det er en måde at gøre folk opmærksomme på, at der her er nogen, der arbejder helt nede i vandet.

Morten Johansen / Havnefoged

Er der mange kulturskabere, som henvender sig til dig?

Der er en del. Efter Kulturhavn365 fik penge fra Nordea-fonden, er der selvfølgelig mange mennesker, der har fået muligheden for at lave et eller andet på vandet. Selvfølgelig mærker vi det.

Hvad er det ved havnen, du godt kan lide?

Livet i havnen forandrer sig hele tiden. Nogle holder ferie, andre sejler for erhverv. Nogle er på vej på en fisketur, når man snakker med dem. Som regel er det altid glade, tilfredse mennesker, man møder på havnen.

Foto: Andreas Raun Arneberg

Hyggelige havneevents
Morten Johansen har bevidnet mange sjove events gennem tiden. En af favoritterne er Illutrons flydende juletræ fra 2015. ”Der var mange, der syntes, det var rigtigt hyggeligt,” fortæller han.

FOTOCREDIT
Andreas Raun Arneberg

MORTEN JOHANSEN
Morten Johansen kom til By & Havn i 2008 som havneassistent og har været havnefoged siden 2013. Før havnekarrieren i København var han fisker i 30 år. Han har altid været draget af havnen og husker, hvordan han løb rundt nede på havnekajen som ganske lille knægt. Læs mere om By & Havn her.

Flere interviews

Kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld
Kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld

Niko Grünfeld: Havnen byder på kultur og natur midt i byen

København skal både have en grøn og en blå profil. Derfor er det vigtigt, at vi bliver ved med at gå på opdagelse i havnens muligheder. Det er lige præcis, hvad Kulturhavn365 har gjort, mener kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld.

Niko Grünfeld: Havnen byder på kultur og natur midt i byen

København skal både have en grøn og en blå profil. Derfor er det vigtigt, at vi bliver ved med at gå på opdagelse i havnens muligheder. Det er lige præcis, hvad Kulturhavn365 har gjort, mener kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld.

Hvilken betydning har havnen i dagens Danmark?

”Derude et sted bag ved molen ligger verden og livet og solen,” sang Osvald Helmuth i 1937. Engang var havnen porten til verden og et handelscenter, hvor skibe fra hele verden lagde til kaj. Molerne summede af erhverv og industri, og der duftede af fisk, tjære og penge. Havnen strømmer stadig gennem bylandskabet med historiens vingesus, men havnen har ændret karakter. Det giver plads til nye fortolkninger af, hvad en havn kan og skal i dagens Danmark. For københavnerne er Københavns Havn nu både et sanserum og et pusterum. Her kan et flydende blomsterbed vugge i takt med bølgerne, kajakroere få dagens motion, og børn og vandhunde springe i vandet fra byens havnebade og badezoner.

Ved havnen kan man lade op til lyden af bølger og blæst, lade tankerne flyde og trække luft ned i lungerne. Det kan vi, fordi havnen byder på natur midt i byen. Vandet er et fælles rum og en ressource. Derfor bør vi have hele byen in mente, når vi udvikler havnen.

Foto: Mads Tolstrup

Blå oase midt i byen
”Havnen tilbyder også et sted, hvor vi bare kan være,” mener Københavns kultur- og fritidsborgmester, Niko Grünfeld.

null

Alle skal have mulighed for at bruge og præge det blå byrum. Inklusive dem, der bor et stykke væk fra havnen.

Niko Grünfeld / Kultur- og fritidsborgmester, København

Hvad er der kommet ud af 3,5 år med Kulturhavn365?

Vi behøver ikke nøjes med at betragte de spejlblanke overflader, mens vi dingler med benene ud over kajkanten. Faktisk kan vi komme helt tæt på vandet og mærke havnens råhed og poesi. Vi kan bade, sejle, fiske og padle gennem havnen. Vi kan også udfolde vores kreativitet. Vi kan synge, digte, smage, eksperimentere og fortælle med vandet som udgangspunkt. Gevinsterne er mange. Det har vi særligt set de forgangne tre et halvt år. Siden 2015 har udviklingsprojektet Kulturhavn365 nemlig testet nye måder at bruge havnen på. Nordea-fondens gavmilde støtte har muliggjort projektet og givet plads til, at vi har kunnet nytænke kulturoplevelser i det offentlige rum. Nu kan vi slå fast med syvtommersøm, at havnekultur lønner sig.

Foto: Andreas Raun Arneberg

Vandhunde i havnen
Vandet i Københavns Havn er så rent, at man kan tage en dukkert uden at blive syg. I september 2017 kastede en gruppe vandhunde sig ud i havnesynkronsvømning for at fejre netop det.

Hvad er særligt ved havnekultur?

De mange skæve påfund understreger, at havnen er et kulturlaboratorium og en kreativ frizone, hvor både erfarne og uprøvede kulturskabere kan eksperimentere. Havnens unikke karakteristika giver nemlig anledning til at gentænke fasttømrede koncepter.

En koncert forandrer sig fundamentalt, når den foregår under vand. Et Luciaoptog har nyhedsværdi, når lyset bæres frem i kajakker. Ændrer vi rammen og rykker et arrangement ud på vandet, forvandler vi også selve konceptet. Det er vigtigt for menneskers liv og trivsel at have adgang til den type kulturoplevelser – også når kulden bider i kinderne, vinden rusker i håret, og vi må have fat i paraplyen. I en travl hverdag kan maritime kulturoplevelser og opholdszoner give næring til krop og sjæl.

Foto: Jasper Carlberg

Oplevelsesrute langs havnen
Havneringen er en 13 km lang gå-, løbe- og cykelrute, der bugter sig rundt om Inderhavnen i København. Den er etableret for at få københavnere og turister til at gå på opdagelse i flere forskellige dele af havnen.

Hvad er perspektiverne for danske kulturhavne?

Det er mit håb, at vi fremadrettet kan videreudvikle den iderigdom, Kulturhavn365 har iværksat. Havnen er et fikspunkt i byens fortælling. Lad os gribe øjeblikkets mulighed for at forme den fortælling, så havnen kommer til at dufte af kultur og rekreation. Det gælder også i andre havne, som gennemlever samme udvikling. Hvis vi sikrer en god dialog på tværs af danske havnebyer, kan vi for alvor sammen løfte denne dagsorden. Vi skal turde tænke langsigtet og tænke nyt. Kulturhavn365-projektet er nu slut, men vi er kun nået til begyndelsen på vores kultureventyr i havnen.

FOTOCREDIT
Andreas Raun Arneberg, Jonas Ellebæk Petersen, Jasper Carlberg

NIKO GRÜNFELD
Niko Grünfeld (Alternativet) er Københavns kultur- og fritidsborgmester. Som borgmester har han siden januar 2018 arbejdet for, at København bliver en bæredygtig og progressiv kulturby med et rigt idrætsliv. Han har tidligere arbejdet som iværksætter, ledelseskonsulent, mentor, underviser og coach. Læs mere om Niko Grünfeld her.

Udvalgte interviews