Category: UDV-MUSEUMSDIREKTØR

Maj Dørup: Vandet forener eventyr og magi

En kold vinteraften smeltede fortællingen om Den Lille Havfrue sammen med Københavns historie. Deltagerne steg ombord på en kanalbåd og lyttede til en nyfortolkning af den ikoniske historie fra 1837. Samtidig blev de fodret med havnens visuelle indtryk. Kunstneren Maj Dørup knoklede flere måneder for at stable oplevelsen på benene i samarbejde med større fisk i havnen.

Maj Dørup: Vandet forener eventyr og magi

En kold vinteraften smeltede fortællingen om Den Lille Havfrue sammen med Københavns historie. Deltagerne steg ombord på en kanalbåd og lyttede til en nyfortolkning af den ikoniske historie fra 1837. Samtidig blev de fodret med havnens visuelle indtryk. Kunstneren Maj Dørup knoklede flere måneder for at stable oplevelsen på benene i samarbejde med større fisk i havnen.

Hvordan har du forberedt din poetiske kanalrundfart?

Der har været mange forskellige aktører i spil for at få det til at lade sig gøre. Vi har haft bådfirmaet Strömma, som har kastet sig ud i samarbejdet med os. En lydtekniker, lydmixer og flere skuespillere har lavet et kæmpestort stykke arbejde. Enkelte har siddet med markedsføring, og endnu flere har hjulpet til.

Hvad er det særlige ved denne kanalrundfart?

Det er meningen, at det skal være en teateroplevelse mere end en kanalrundfart. Den kan selvfølgelig også vise København og havnen på en anden måde i tusmørkelyset. Noget af det, jeg elsker mest på denne tur, er faktisk lyset. Havnen er meget eventyrlig og poetisk. Det er specielt at opleve det blå, poetiske lys med de fine gadelygter fra bådens side. Det giver noget specielt sammen med den eventyrlige musik og stemning.
null

Vandet er symbol på følelserne og alt det, vi ikke kan se under vandets overflade. Det er mystisk og dragende på en eller anden måde.

Maj Dørup / Kunstner

Hvad har støtten fra Kulturhavn365 betydet for dig?

Uden støtten havde jeg ikke brugt de sidste tre måneder på at lave det mere eller mindre fuld tid. Det har åbnet nogle døre. Jeg har kunnet komme med en håndfuld penge og sige: ”Jeg har nogle tusinde. Vil du være med til at producere det?” Det kan godt være, det er mindre, end folk normalt får. Men den symbolske værdi er meget stor. Det er noget andet end at bede folk om at gøre ting gratis.

Den Lille Havfrue og Tidevandet
I februar 2018 stævnede en kanalbåd ud fra Nyhavn med et unikt hørespil ombord. Kunstneren Maj Dørup brugte nemlig havnen som scene til en genfortælling af H. C. Andersens historie om Den Lille Havfrue.

Hvad har du brugt pengene på?

Der har været mange udgifter til honorarer og materialer. Jeg har også brugt penge på at leje lydstudie og stille en underskudsgaranti til Strömma. Vi betaler en del penge til bådene for at køre det. De har også personale, så de har en del udgifter forbundet med at drive bådene.

Hvad skal du bruge denne generalprøve til?

Vi skal lave en masse markedsføring, så vi kan få solgt mange billetter til næste tur. Forhåbentlig kan det blive et permanent tilbud i Københavns Havn. Vi vil gerne have nogle potentielle samarbejdspartnere med ned og opleve det, så de kan få lyst til at samarbejde med mig og det gode team fremadrettet. Jeg vil gerne i kontakt med kommuner og virksomheder, som kunne tænke sig at prøve turen i deres regi. Vi kommer også til at lave en engelsk version, som er mere rettet mod turister og engelsktalende beboere i København.

Poetisk kanaltur i havnen
Maj Dørup fra HistoricFictions har skabt et nyt hørespil om Den Lille Havfrue, som udspiller sig ombord på Københavns kanalbåde. Vi var med på den allerførste tur. Hør deltagernes og arrangørens reaktioner.

FOTOCREDIT
Lisbeth Johansen

MAJ DØRUP
Maj Dørup er selvstændig kunstner. Hendes projekter sætter fokus på bæredygtige og sociale temaer. Hun udbyder også workshops for børn og voksne. Hørespillet om Den Lille Havfrue er første skud på stammen i en hel række af hørespil under titlen ”HistoricFictions”. Læs mere om Majs projekter her.

Flere interviews

Søslag i Københavns Havn
Søslag i Københavns Havn

Nationalmuseet satte alle sejl til: Søslag med åben ild fik folk ud i silende regn

I efteråret 2017 genopliver Nationalmuseet, Tordenskioldsdage og Kulturhavn365 den gamle krigshavn anno 1717. Tordenskiold er omdrejningspunktet, og Den Sorte Diamant udgør bagtæppet. Historien suser gennem havnen med bulder, brag og lysglimt fra gamle sejlskibe. Ifølge museumsinspektør Maj Laasholdt er det et drømmeeksempel på et samarbejde, hvor alt går op i en højere enhed.

Nationalmuseet satte alle sejl til: Søslag med åben ild fik folk ud i silende regn

I efteråret 2017 genopliver Nationalmuseet, Tordenskioldsdage og Kulturhavn365 den gamle krigshavn anno 1717. Tordenskiold er omdrejningspunktet, og Den Sorte Diamant udgør bagtæppet. Historien suser gennem havnen med bulder, brag og lysglimt fra gamle sejlskibe. Ifølge museumsinspektør Maj Laasholdt er det et drømmeeksempel på et samarbejde, hvor alt går op i en højere enhed.

Hvordan opstod ideen til et søslag?

Hvis man siger Tordenskiold, kan man ikke undgå også at sige sejlskibe. Dengang sejlede man ud og gik i krig med svenskerne på vandet. Vi blev nødt til at inddrage havnen i en eller anden udstrækning. Tordenskioldsdage i Frederikshavn har gennem en årrække lavet søslag i Frederikshavn. De har en kæmpe erfaring, vi står på skuldrene af.

null

Da vi begyndte at tale om at lægge nogle skibe ned i havnen og lave søslag, tænkte jeg: Det er for crazy. Man kan da ikke lave et søslag i Københavns Havn.

Maj Laasholdt / Nationalmuseet

Hvor meget samarbejde var der undervejs?

Det var fedt at få lov til at trække vores museumserfaring og kulturformidling ud i byen og lave noget i samarbejde med kommunen. Jeg havde første møde med Kulturhavn365 i maj måned, og vi gjorde det i oktober. Der var kun et halvt års modningsproces. Der er mange mennesker, der har noget at sige i forhold til at involvere havnen. Der er havnemyndighederne, kommunen og andre instanser.

Kulturhavn365 havde hele netværket. De vidste, hvem jeg skulle lokalisere for at få landet aftaler og tilladelser. Nogle gange er det nemmere at tale med interne, som ved, hvem man skal tale med. Vi fik også pålagt af politiet, at vi skulle terrorsikre området. Det er en ny ting, som man desværre bliver nødt til at tage med i overvejelserne, når man planlægger kulturarrangementer i byrummet.

Søslag i Københavns Havn
Kajen var pakket med mennesker, da havnen blev indhyllet i røg fra skibenes kanoner. Den russiske fregat Shtandart var kronjuvelen i hele setuppet.

Hvordan oplevede du søslaget?

Man plejer at gennemgå store setups med en generalprøve. Det kunne vi ikke. Vi havde fra klokken seks til otte begge aftener. Det var der, vi kunne lukke havnen af, og der var afviserfartøjer i spil. Vi måtte sætte vores lid til de mennesker, vi samarbejdede med. Vi skulle også tage højde for, at det var skibe og levende ild, og at der var masser af strøm i havnen.

Det hele taget i betragtning er jeg imponeret over, at det gik, som det gjorde. Udfordringen fredag var, at det klokken seks begyndte at stå ned i stænger. Men vi gennemførte det, og det var meget autentisk. Sådan ville det også have set ud på Tordenskiolds tid. Jeg var nærmest helt rørt over, at der var så mange mennesker.

Det er historieformidling, når det er fedest. Man skal ikke læse alt muligt eller have en kæmpe forforståelse. Man skal gå ned i havnen, og så skal man se de store, flotte skibe. De sejlede så langsomt, samtidig med at der var vild eksplosion. Det var ballet ude på vandet.

null

Store, flotte fregatter er stærkere end tusind ord. Det er også fedt for havnen. Der ligger en masse lag af historie oven på hinanden i havnen.

Maj Laasholdt / Nationalmuseet

Kommer der et søslag i havnen igen?

Det vil jeg ikke udelukke, men det er ikke noget, man skal trække frem hvert år. Det skal være noget spektakulært, der folder sig ud en gang imellem. Man kunne også drømme om at gøre det endnu vildere med mange flere skibe over flere dage. Det kommer an på, om man kan finde en fond og andre, der synes, det er interessant at smide noget krudt efter.

Foto: Andreas Raun Arneberg

FOTOCREDIT
Andreas Raun Arneberg, Troels Heien, Palle Vedel

MAJ LAASHOLDT
Maj Laasholdt er museumsinspektør på Nationalmuseet. Hun har også ansvaret for publikumsaktiviteter på Tøjhusmuseet. Maj har tidligere grebet fat i vores historiske rødder i forskellige stillinger hos Arbejdermuseet og kulturfestivalen Golden Days.

Flere interviews

Jens Kvorning ved husbåde i Københavns Havn
Jens Kvorning ved husbåde i Københavns Havn

Professor i byplanlægning fortæller: Sådan blev havnen et samlingsrum for byens daglige liv

Da industrien rykker ud af havnen, opstår muligheden for at fylde de frigjorte arealer med kultur og rekreation. En havnekonkurrence i 1984 bliver en milepæl. Ifølge professor Jens Kvorning tegner vinderforslaget konturerne af Københavns Havn, som den ser ud i dag. Her fortæller han om havnens udvikling siden dengang.

Professor i byplanlægning fortæller: Sådan blev havnen et samlingsrum for byens daglige liv

Da industrien rykker ud af havnen, opstår muligheden for at fylde de frigjorte arealer med kultur og rekreation. En havnekonkurrence i 1984 bliver en milepæl. Ifølge professor Jens Kvorning tegner vinderforslaget konturerne af Københavns Havn, som den ser ud i dag. Her fortæller han om havnens udvikling siden dengang.

Havnen står som symbol på byens udvikling

De store byer, herunder København, er i gang med en omstilling. De ændrer sig fra industribyer til en ny fase, hvor serviceindustrien, kommunikationsindustrien og finansverdenen sætter dagsordenen. Havnen er en af de mest centrale scener for den omstilling. Fra slutningen af 1800-tallet op gennem de første 50 år af 1900-tallet var det havnen, der modtog industrien. Alle de store, betydelige industrier i København, for eksempel sukkerfabrikkerne, lå faktisk ud til havnen med deres mange tusinde arbejdere. Mange industrier tegnede havnen som et industrielt rum. Det er det samme industrielle rum, som nu bliver den mest synlige del af omdannelsesprocessen til en postindustriel dagsorden.

Havnekonkurrencen i 1984 spår om fremtiden

I en af kommuneplanerne i begyndelsen af 80’erne havde man et kort med nogle blå pletter. Det var alle de industriområder, der var blevet tomme. Det blev set som et problemkort. Det drejede sig om at få industrien og arbejdspladserne tilbage. I løbet af 80’erne fik man øje på, at de blå felter, hvor der før havde ligget industri, i virkeligheden var en chance for at skabe noget nyt. I 1984 udskrev man ”Havnekonkurrencen”. Det var en ret usædvanlig konkurrence, idet man meget åbent spurgte: ”Hvad skal vi gøre med havnen?”
null

Havnekonkurrencen gjorde det synligt, hvilket potentiale der lå i havneområderne. Med nyt indhold kunne man bringe København over til at være en postindustriel by.

Jens Kvorning / Professor

Foto: Andreas Raun Arneberg

Operaen på Holmen
Operahuset på Dokøen er tegnet af den danske arkitekt Henning Larsen og blev indviet i 2005. Holmen huser også en række andre kulturinstitutioner, herunder Den Danske Filmskole, Statens Teaterskole, Rytmisk Musikkonservatorium og Kunstakademiets Arkitektskole.

Vinderforslaget var udarbejdet af arkitekt og professor i bygningskunst Halldor Gunnløgsson og arkitekten Knud Fladeland Nielsen. Projektet havde en meget strategisk tænkning, idet det benyttede sig af de store kulturinstitutioner. De tænkte: Vi har en industriel havn, hvor man kun kommer, hvis man har noget at gøre. Hvis vi lægger nogle store kulturanlæg på havnefronten, vil folk komme ned og benytte sig af dem. Efterhånden vil det sprede sig, så man får integreret havnen i byens daglige liv. Samme strategi brugte man betydeligt senere i Bilbao i Spanien.

En aktiv og integreret havnefront

Alle de store kulturanlæg, der var peget på i konkurrencen, er faktisk bygget nu. Det har gjort havnefronten meget aktiv. De nye broer herude ved Holmen har gjort, at virkelig mange mennesker bevæger sig langs med havnen. Det indfrier ønsket om at gøre havnen til det nye centrale rum i byen. Man kan komme målrettet og besøge en af de store kulturinstitutioner, eller man kan bruge havnen som et stort promenaderum. Man kan være til stede i havnen og bruge den på forskellige måder. På den måde er den blevet indskrevet i byens daglige liv.

Foto: Jasper Carlberg

Inderhavnsbroen
Den 180 meter lange bro forbinder Indre By med Papirøen, Christianshavn og Holmen, hvilket gør den til en populær gang- og cykelrute. Broen bliver også kaldt Kyssebroen, fordi de bevægelige brodele ”kysser” hinanden, når skydebroen lukker.

Havnebadet Islands Brygge starter det hele

Man er tilbøjelig til altid at skælde ud på politikerne. Der er faktisk nogle eksempler på, at de forstår meget mere end så mange andre. Det er vigtigt at kreditere de københavnske politikere for, at de tog en meget imponerende beslutning om at ofre en masse penge på at rense vandet i havnen. Det er noget, vi i høj grad høster fordele af i dag. Det gjorde, at vi med det lille svømmeanlæg på Islands Brygge for alvor kunne anlægge en ny forståelse af havnen. Nu kunne man svømme i den.

Det blev en læreproces for byen i, hvordan havnen som rum kunne meget mere. Den kunne rumme mange flere slags byliv end det mere formelle, der knyttede sig til at gå i teatret. I den proces er havnen blevet integreret som et nyt, centralt rum i byen, som byens liv i høj grad samler sig om. Specielt om sommeren.

null

Havnebadet på Islands Brygge var et vigtigt nyt tilskud til, hvad havnen kunne. Pludselig var der altså nogen, der løb rundt i små badebukser midt inde i byen.

Jens Kvorning  / Professor

Foto: Jasper Carlberg

SUP i Sydhavnen
Stand Up Paddle-surfing (SUP) bliver mere og mere populært. Vandsporten kan både udøves på fladt vand og i bølger. Og så kan alle være med.

Havnen giver tilskud til mangfoldigheden

På den ene side er vi begejstrede for, at der sker så meget. Det sker også, fordi det er særdeles lukrativt, underforstået at det er relativt dyre ting, som bliver bygget. Bagsiden af udviklingen er, at København bliver dyrere og dyrere, og det bliver sværere for lav- og mellemindkomstgrupper at få råd til at bo i byen. Vi har fået løbet denne udvikling i gang. Nu er den så stærk, at den begynder at producere disse delvist uønskede ting. Den presser dem uden så mange penge ud af byen.
Vi kan se havnen som en nyetableret form for centrum. Det er i hvert fald en af vores redningsmuligheder i stedet for kun at blive behersket af meget dyre lokaler. I det store og hele er det lig med kedsomhed. Vi går ikke efter kun at komme i butikker og se en film i en 32-etagers biograf, som kan ses alle steder. Vi går efter det, der er særligt for den by, og som knytter sig til det alternative. Hvis byen ikke kan skaffe plads til de kreative funktioner, så bliver den uinteressant som turistby. Det er et spørgsmål om byens overlevelse. Derfor har vi dem herude på Holmen og på Refshaleøen. Forhåbentlig får vi dem igen ude på Papirøen. Det er jo et enormt vigtigt tilskud til Københavns mangfoldighed.

Foto: Andreas Raun Arneberg

Havnen favner bredt
Havnen kan rumme mange flere typer byliv, end de mere etablerede kulturrammer evner. Det mener professor Jens Kvorning, som i mange år har fulgt havnens udvikling tæt.

FOTOCREDIT
Andreas Raun Arneberg, Jasper Carlberg

JENS KVORNING
Jens Kvorning har været professor i byplanlægning på Kunstakademiets Arkitektskole siden 2002. Gennem en årrække har han forsket i Københavns udvikling og danske havneprojekter. Han har desuden arbejdet som konsulent for en række tegnestuer og offentlige institutioner.

Flere interviews

Jan Henriksen ved Islands Brygge i Københavns Havn
Jan Henriksen ved Islands Brygge i Københavns Havn

Kulturhavn365-chef: Det begynder med ildsjæle og et brændende engagement

Københavns Kommune har været begunstiget af en flot bevilling fra Nordea-fonden. Som chefkonsulent Jan Henriksen siger, kan mindre også gøre det. Det handler om at kickstarte en bevægelse.

Kulturhavn365-chef: Det begynder med ildsjæle og et brændende engagement

Københavns Kommune har været begunstiget af en flot bevilling fra Nordea-fonden. Som chefkonsulent Jan Henriksen siger, kan mindre også gøre det. Det handler om at kickstarte en bevægelse.

Hvordan gør vi det?

Presse, workshops og møder er selvfølgelig uundgåelige. Med dette projekt har vi gjort noget endnu sjovere, som har virket: Vi har fået nogle ting til at ske i virkeligheden, og så har vi eksponeret det. Fremfor at fortælle om, hvilke muligheder der er i havnen, har vi brugt Instagram og Facebook til at inspirere med små videoklip, billeder og interviews.

Foto: Mads Tolstrup

Havnen er vores alles
“Der er ikke så mange hegn rundt om havnen, som der kan være på land. Det er en ressource, vi har til deling,” mener Jan Henriksen fra Københavns Kommune.

Skal man have en stor bevilling for at sætte skub i bevægelsen?

Vi har haft en periode med ekstra og risikovillige penge. Har man færre penge, kan man sætte mindre i gang. Så må man bare kompensere med ekstra meget kreativitet. Når mennesker bruger deres fantasi og rationelle tænkning på helt nye måder, kan vi få de mest fantastiske ting til at ske. Også nærmest uden penge. Det er ikke et argument for, at man ikke skal prioritere penge. Det er bare for at sige: Det må for Guds skyld ikke blive en stopklods, der gør, at vi ikke rykker.

Hvad har det betydet at have en havnekulturpulje?

Vi har jo haft lokkemidler med Havnekulturpuljen. Vi er nået bredt ud, fordi vi har givet portioner op til 25.000 kroner. Det har også en værdi på den lange bane. Nu er vi mange, der har prøvet at skabe noget i havnen. Vi håber, at de får lyst til at lave noget igen.
null

En havnekulturpulje kan få ting til at vokse og sprede sig. Det er lidt som at smide en sten i vandet og se ringene brede sig.

Jan Henriksen / Chefkonsulent

Hvad håber du, der kommer til at ske med erfaringerne?

Jeg håber, vi har fået skabt en bevægelse i København, som ikke bare stopper med projektet. Det er besluttet, at vi skal fortsætte en indsats på et eller andet niveau i fem år. Jeg tror på, der er en overførselsværdi på de erfaringer, vi har gjort i Københavns Havn. Jeg håber, at alle danske havne bliver spændende kulturarenaer, som giver noget til bysamfundene og menneskerne, der lever der.

Foto: Lisbeth Johansen

Kultur under overfladen
I september 2017 spillede dykkere koncert under vandet i Sydhavnen. ”Vi er blevet bekræftet i, at der nærmest ikke er nogen grænser for, hvad havnen kan, hvis vi lader være med at forurene den,” siger Jan Henriksen med henvisning til koncerten.

Hvordan skal kommunen organisere sig?

En kommune kan gøre meget ved at have en afklaret indre organisering. Det betyder, at man skal organisere sig på kryds og tværs af de forvaltninger, der nødvendigvis bliver involveret, når man skal arbejde med kultur i en havn. Det gør det nemt at rette henvendelse udadtil og tage imod de henvendelser, der kommer fra kreative mennesker.
null

Det er vigtigt, at en kommune tager opgaven på sig. Ser muligheder fremfor begrænsninger og risici. Man skal have modet til at turde begå fejl og mislykkes.

Jan Henriksen / Chefkonsulent

Hvad håber du, der kommer til at ske med erfaringerne?

Jeg håber, vi har fået skabt en bevægelse i København, som ikke bare stopper med projektet. Det er besluttet, at vi skal fortsætte en indsats på et eller andet niveau i fem år. Jeg tror på, der er en overførselsværdi på de erfaringer, vi har gjort i Københavns Havn. Jeg håber, at alle danske havne bliver spændende kulturarenaer, som giver noget til bysamfundene og menneskerne, der lever der.

FOTOCREDIT
Andreas Raun Arneberg, Mads Tolstrup, Lisbeth Johansen

JAN HENRIKSEN
Jan Henriksen er chefkonsulent i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune. Siden januar 2016 har Jan arbejdet med at udvikle Københavns Havn som ramme for kultur, idræt og fritid. Han har det overordnede ledelsesansvar for Kulturhavn365 og søsterprojektet Kulturhavn Festival.

Flere interviews

Jonas Kold og Maria Franz ved Sandkaj Brygge i Nordhavn
Jonas Kold og Maria Franz ved Sandkaj Brygge i Nordhavn

Havnekulturkontoret: Byliv og kultur og sagtens vokse på en byggeplads

Kulturhavn365 og Kultur Østerbro er gået sammen om at omdanne Nordhavns gamle postbygning til et kulturhus. Projektleder Jonas Kold og eventkoordinator Maria Franz fortæller om vigtigheden af at invitere folk indenfor.

Havnekulturkontoret: Byliv og kultur og sagtens vokse på en byggeplads

Kulturhavn365 og Kultur Østerbro er gået sammen om at omdanne Nordhavns gamle postbygning til et kulturhus. Projektleder Jonas Kold og eventkoordinator Maria Franz fortæller om vigtigheden af at invitere folk indenfor.

Hvordan har I støttet opstarten af Nordhavns kulturliv?

JONAS: Projekterne blev skabt af bydelens beboere. Beløbet var maksimum 25.000 kroner pr. projekt. Vi kom også med en viden fra andre steder i byen fra kulturskabere og deres erfaringer. Det gjorde, at vi kunne facilitere et netværk. 

MARIA: Jeg er til enhver tid fortaler for, at der er en base, som ideerne kan fødes i. Et sted, hvor der altid er varm kaffe på kanden, og man kan komme ind og få noget ekspertviden om, hvordan vi kan realisere ideerne. De projekter, som startede i Nordhavn, blomstrer videre uden støtten fra Kulturhavn365.

null

Når du involverer mennesker, hvor de er, får du aktiviteter, som vedkommer dem. Det giver ingen mening at arrangere noget, som de ikke vil have. Det er for det første dyrt, og så er det spild af tid.

Jonas Kold  / Kulturhavn365

Foto: Jasper Carlberg

En splinterny bydel
Havnekulturkontoret har givet en kulturel vitaminindsprøjtning til Nordhavn, som lige nu bliver udviklet i stor stil. På sigt regner man med 40.000 arbejdspladser og 40.000 beboere i området.

Hvordan er det at arbejde med midlertidige kulturprojekter?

JONAS: Midlertidige projekter er nemmere at overskue. Man har en bevidst bagkant. Flere tør involvere sig, fordi de ikke er forpligtede til at fortsætte. Samtidig begynder nogle virkelig at brænde for det, så der faktisk sker mere.

MARIA: Når det er midlertidigt, så er det, som om alt bliver ekstra intenst. Man kæmper lidt ekstra for at få ting til at ske, og der er højere til loftet. Der er skabt en masse idrætsforeninger i Nordhavn, især vandsport som SUP, kajak og vinterbadning. Der kommer helt sikkert også nogle surfere og sælspottere. Virkeligt mange er engagerede i brugen af vandet. Der får vi lov at spille en rolle. Vi kan danne ramme om foreningsmøder og aktiviteter. Hvis de vil lave et ekstraordinært event, står vi klar til at hjælpe med at rådgive, løfte og fundraise.

null

I Nordhavn er alt oppe i luften, fordi alle er nye for hinanden. Det skaber et rum, som er nemmere at eksperimentere i. Man kan hoppe med på nogle vilde ting.

Maria Franz / Kultur Østerbro

Fritidsaktiviteter på taget af et P-hus
Konditaget Lüders er et 2.400 kvadratmeter offentligt byrum i Nordhavn. Det unikke byrum ligger i 24 meters højde på taget af P-hus Lüders. Der er faciliteter til træning, ophold og leg.

Hvilke erfaringer har I fået med denne model?

MARIA: Det er vigtigt, at man er synlig og tilstedeværende. Vi kan hjælpe dem, der måske ikke har lige så meget erfaring med kulturprojekter. Min rolle har været at guide, vejlede, facilitere og altid holde døren åben. Det har Kulturhavn365 også haft som slogan.

JONAS: Jeg har i mange år arbejdet med en terminologi, der hedder: Hvorfor skal vi rykke menneskerne hen til os, når vi kan rykke kulturaktiviteterne eller idrætsaktiviteterne ud til menneskerne? Det er vigtigt at give ejerskab til indbyggerne i en helt ny bydel. Jeg tror også sagtens, at man kan gøre det i en etableret bydel. Som projekt eller organisation skal man bare være til stede, inddragende og synlig.

FOTOCREDIT
Andreas Raun Arneberg, Jasper Carlberg

JONAS KOLD & MARIA FRANZ
Jonas Kold er projektleder for Kulturhavn365, mens Maria Franz arbejder som eventkoordinator hos Kultur Østerbro. I foråret 2016 flyttede de deres kulturarbejde til Nordhavn, som på det tidspunkt var en byggeplads uden butikker, restauranter eller kulturaktiviteter.

Flere interviews

Christian Liljedahls blomsterbøje i havnen
Christian Liljedahls blomsterbøje i havnen

Christian Liljedahl dyrker poetiske billeder på vandet

Kunstneren Christian Liljedahl har lavet en blomsterbøje, som fylder havnen med farver. Ideen udspringer af en brainstormsession med temaet: Hvilke poetiske projekter kan vi lave i havnen? Et af svarene var flydende blomster. Siden 2008 har Christian haft sin gang på skibet og kunstnerkollektivet Illutron. Eftersom gruppen holder fysisk til ved vandet på Refshaleøen, ligger det lige for at bruge havnen som scene.

Christian Liljedahl dyrker poetiske billeder på vandet

Kunstneren Christian Liljedahl har lavet en blomsterbøje, som fylder havnen med farver. Ideen udspringer af en brainstormsession med temaet: Hvilke poetiske projekter kan vi lave i havnen? Et af svarene var flydende blomster. Siden 2008 har Christian haft sin gang på skibet og kunstnerkollektivet Illutron. Eftersom gruppen holder fysisk til ved vandet på Refshaleøen, ligger det lige for at bruge havnen som scene.

Hvorfor skal der et blomsterbed ud på vandet?

Blomster ude på vandet er umiddelbart svært, fordi de dør. Blomster kan ikke holde til saltvand, så hvis vi kan overkomme det, kan vi lave noget rigtigt poetisk. Jeg vil gerne lave noget, som folk kun læser om i bøger. Poetiske billeder og overraskelser, som gør, at folk måske kommer til at tænke lidt ekstra over verden. Jeg lavede på et tidspunkt et sejlende badekar, hvor jeg tog bad, mens jeg sejlede rundt i havnen. Den allerbedste kommentar, jeg netop fik på det, var en, der så det og sagde: ”Det der er jo sådan noget, man kun læser om i bøger.”

null

Det er fantastisk, at vandet er den der åbne scene. Det der blanke lærred, som man kan gøre noget ved.

Christian Liljedahl / Kunstner

Et år tog jeg et gammelt sejlskib og lagde ned på bunden af havnen. Inde på kajen var der en knap, man kunne trykke på. Når man trykkede på knappen, blev båden fyldt med luft og kom op af vandet. Den lå et øjeblik og sank så ned og forsvandt igen. Jeg har en ingeniørbaggrund og bruger selvfølgelig noget af min ingeniørviden til at få sådan noget til at lykkes. Men det er det poetiske i det, der er vigtigt. Det at lave noget, der normalt ikke kan lade sig gøre.

Flydende blomsterbed
Kunstneren Christian Liljedahl mener, der mangler flere blomster i havnen. Derfor har han udviklet nogle såkaldte ”blomsterbøjer”, som spreder kulør i vandkanten.

Hvordan har du oplevet processen med blomsterbøjen?

Det viste sig at være svært at få lov af de lokalplanansvarlige til rent faktisk at lægge noget i vandet. Det tog så lang tid, at vi skubbede projektet et år mere. Fordi jeg havde et år til at tænke over det, kom der en ingeniørvinkel på det, som var: ”Hvad nu, hvis vi kan lave en snedig vandingsløsning?” Så var det i virkeligheden det, der tog enormt meget tid og en hel masse eksperimenter.
Jeg lavede en vandpose, som lå nede i bunden med en pumpe. Noget elektronik styrede, at den en gang i døgnet tog vand op af posen og gjorde planterne våde, så de fik noget vand. Posen var ikke robust nok til alle de bevægelser, som er nede i vandet. Der kom huller i den. Fra at være en pose med ferskvand blev det til en pose med saltvand. Så det var jeg nødt til at droppe. For at få afsluttet projektet er jeg vendt tilbage til den oprindelige ide, som egentlig bare handler om at lave et blomsterbed ude på vandet. Så laver vi bare pæne blomster i stedet for, og så må vi se, hvor længe de kan leve. Jeg har fundet forskellige stenbedsplanter, der kan leve i et hårdt miljø og uden meget vand.

Hvad skal der ske med blomsterbøjen nu?

Planen er, at de ting, jeg har plantet her, gerne skal kunne leve i hvert fald et år. Jeg tænker, at den skal blive liggende her ved siden af Illutron. Der er faktisk også en anden version, jeg gerne vil lave, hvis jeg synes, jeg får tid til det. Denne blomsterbøje er flad og lav. Jeg vil gerne lave en, der er tre meter høj og så bare har en blomst i toppen. Problemet er, at vandet skal være tre meter dybt, for at det duer.

Har du andre projekter linet op?

Jeg har et projekt, som handler om at lave undervandskameraer. Lige nu er det i den fase, hvor det er svært og kompliceret. Det har nogle teknologiske udfordringer. En god lektie at have med fra disse blomsterbøjer er, at det er fint, at projekterne får lov at tage en tur ud i universet. På et eller andet tidspunkt finder man tilbage til kernen. Så finder man ud af, hvad det er for en ide, der skal spire og gro.

FOTOCREDIT
Nina Vindum Rasmussen

CHRISTIAN LILJEDAHL
Christian Liljedahl opererer i krydsfeltet mellem performance- og installationskunst. Han har læst til ingeniør og har betrådt konsulentstillinger i IT-branchen i mange år. Siden 2008 har han arbejdet som kunstner fuld tid som en del af kunstnerkollektivet Illutron. Gå på opdagelse i Christians havneunivers her.

Flere interviews