
Lucialøb for velgørenhed
Lucialøb for velgørenhed
En gruppe lysende løbere sang sig vej gennem København.
Running Copenhagen inviterede til en anderledes løbetur i havnen. Mens hundredvis af lysende kajakker sejlede gennem havneløbet og kanalerne, fulgte løbegruppen nemlig med på kajen.
Ruten havde tre stop, hvor løberne mødtes med de mange kajakker. Sammen sang de Santa Lucia-sangen, inden de bevægede sig videre til næste stop for igen at bryde ud i sang. Som arrangørerne siger:
Det er ubeskriveligt smukt at stå en frostkold aften i Nyhavn med udsigt til flere end 400 oplyste kajakker, der sejler ind i den gamle havn.
Lena Andersson / Running Copenhagen
Samtidig var løberne også et flot syn for kajakroerne, der kunne se det lysende og løbende optog, mens de roede gennem byen. Arrangørerne opfordrede nemlig til at vise en fortolkning af et “Lucia-outfit”. Det bedste outfit blev belønnet med en flaske bobler.
Efter løbet kunne deltagerne tilslutte sig kajakroere, tilskuere og andet godtfolk på Kayak Bar under Knippelsbro. Her stod den på glögg og æbleskiver efterfulgt af hyggelig julemiddag.
Lucialøbet støttede op om Amnesty Internationals arbejde, og arrangørerne opfordrede derfor til at donere 100 kroner til organisationen.
Arrangementet var støttet af Kulturhavn365.
STED | Havnegade 5, 1058 København K (mødested) |
TIDSPUNKT | 13/12 2017 kl. 17-20 |
ARRANGØR | Running Copenhagen |
FOTOCREDIT | Running Copenhagen |
LÆS MERE | Running Copenhagen |