Kategori: Kunst

Under indflydelse

Under indflydelse

En kunstudstilling om vores vand i havnen.

Fotografen Søren Bech dykkede under overfladen i Københavns Havn med sit kamera. I foråret 2018 samlede han billederne i en udstilling sammen med andre effekter fra byrummet under overfladen.

Udstillingen bestod af fotos, lyde og stemninger inspireret af Københavns Havn. Ikke bare i fysisk forstand, men også i mere overførte betydninger. Der var også indslag fra andre aktører i havnen, herunder Miljøkajakken.

null
Jeg er i mit fotoarbejde meget optaget af forskellige aspekter af vandet, havnen og havet. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at jeg kommer til at lave flere aktiviteter i havnen.

Søren Bech / Fotograf

Det blev sat i relief, at der under overfladen udspiller sig et liv, som er mindst lige så hektisk og mangfoldigt som livet på landjorden. Byen under overfladen er stor, snørklet og gemmer på sine helt egne hemmelighedsfulde rum og pladser.

“Under indflydelse” blev indviet med en fernisering, hvor det var muligt at møde fotografen. Udstillingen var støttet af Kulturhavn365.

STED Århusgade 134, 2150 Nordhavn
TIDSPUNKT 23/3 2018 kl. 17-01
ARRANGØR Søren Bech
FOTOCREDIT Søren Bech og Mikal Schlosser
LÆS MERE Manarphoto

Flere artikler

Gavlmaleri i Nordhavn

Gavlmaleri i Nordhavn

En kvinde svømmer rundt på en husgavl i Nordhavn.

I april 2018 udsmykkede Jacoba Niepoort en bygning ved Stubbeløbgade. Maleriet forestiller en kvinde, der svømmer under vand. Havnen bliver hermed trukket op på land.

Jacoba har brugt en tynd, gennemsigtig grunder og derefter malet med utonet base C-vægmaling med en lille smule blåt i. Den kombination giver en gennemsigtig og løbende effekt, som understøtter vandtemaet yderligere.

I byrummet er man underlagt nogle forhold, som kan komplicere den kreative proces. Det frostkolde vejr i marts bevirkede, at Jacoba var nødt til at udskyde maleprocessen, indtil vejret blev lunere. Ellers ville malingen nemlig krakelere efter ganske kort tid.

Da hun kom i gang, blev det en stor oplevelse at male værket.

null
Det har været udfordrende, lærerigt og givet mulighed for nye samarbejder med lokale i området.

Jacoba Niepoort / Kunstner

Ifølge kunstneren egner havneområder sig godt til gadekunst, da de ofte har mere plads. København har generelt masser af potentiale til flere vægmalerier, mener hun. Jacoba har især kastet sin kærlighed på de vandrelaterede af slagsen. Så hold øje med undervandsmalerierne på din færden rundt i byen.

Gavlmaleriet i Nordhavn er permanent og kan derfor nydes i mange år af besøgende og folk fra området. Maleriet er støttet af Kulturhavn365.

STED Stubbeløbgade 5, 2150 Nordhavn
TIDSPUNKT April 2018
ARRANGØR Jacoba Niepoort
FOTOCREDIT Andreas Raun Arneberg
LÆS MERE Jacoba Niepoort

Flere artikler

Vandede verdninger

Vandede verdninger

Udstilling og boglancering med fokus på kroppens forbindelse til vand.

Vi er alle kroppe af vand. Det understregede Laboratoriet for Æstetik og Økologi på Verdens Vanddag den 22. marts. Her inviterede de til lancering af den danske udgave af essayet ”Hydrofeminisme: Eller, om at blive en krop af vand”, som er skrevet af den feministiske filosof Astrida Neimanis. I essayet viser Astrida Neimanis, hvordan vi er forbundet med vandet. Vores kroppe består hovedsageligt af vand, og gennem vand forbindes vi også med andre kroppe.

Laboratoriet for Æstetik og Økologi vendte blikket mod vandets økologier og spurgte: Hvordan flyder feminismen over sine egne grænser gennem vandede perspektiver? Hvilke nye hydro-logikker udfoldes i vandige habitater? Hvordan skaber vand verdener?

Arrangementet fandt sted hos det flydende kunstnerkollektiv Illutron. Her kunne de fremmødte gå på opdagelse i en række værker med forskellige perspektiver på vandtemaet: fra udforskninger af havbundens mærkelige bløddyr til eksperimenter med en ny gensidigt impliceret ontologi.

”Vandede verdninger” var en del af projektet Hydra, som udforsker vandede verdninger, transkropslige traumer og oceanisk healing.

Arrangementet var støttet af Kulturhavn365.

STED Illutron, Refshalevej 167, 1432 København K
TIDSPUNKT 22/3 2018 kl. 18-21
ARRANGØR Laboratoriet for Æstetik og Økologi
FOTOCREDIT Malthe Ivarsson
LÆS MERE Laboratoriet for Æstetik og Økologi

Flere artikler

Harbouring Feelings

Harbouring Feelings

Urbant eksperiment på Sydhavnens havnefront.

Det Berlin-baserede kunstnernetværk ON/OFF skabte en tømmerflådeperformance i Sydhavnen, som strakte sig over to dage.

Den første dag blev deltagerne opfordret til at lægge vejen forbi Aalborg Universitet. Sammen med kunstnerne kunne de bygge og teste den tømmerflåde, som skulle i spil til næste dags arrangement.

Dag nummer to søsatte kunstnerne Merve Unsal and Onur Ceritoglu fra Istanbul tømmerflåden sammen med publikum. Tanken var, at flåden skulle sammenvæve Sydhavnens landlige og maritime fortællinger.

Performancen tiltrak både deltagere og tilskuere. Arrangørerne, GivRum, var glade for at bruge havneområdet ved universitetet:

null
Lokationen var god, fordi den tiltrak mange studerende, som havde set flådens sejl fra deres vinduer. Området var desuden sikkert og afskærmet.

Carol Hayes / GivRum

Når man befandt sig på tømmerflåden, talte man med de andre om de følelser, der opstår i havnen med udgangspunkt i urbanitet og gentrificering. Hver tømmerflådetur tog cirka 20 minutter.

Arrangementet var en del af City Link Festival 2017 og støttet af Kulturhavn365.

STED Frederikskaj 12, 2450 København SV
TIDSPUNKT 21/9 2017 kl. 10-18 (workshop), 22/9 2017 kl. 14.30-16 (performance)
ARRANGØR GivRum og ON/OFF
FOTOCREDIT Abdellah Ihadian
LÆS MERE GivRum

Flere artikler

Fernisering på fotos af Sluseholmen

Fernisering på fotos af Sluseholmen

Fotoudstilling om Sluseholmen prydede en væg i Sydhavnen.

I forbindelse med Sluseholmens havne- og kanalfestival 2017 udstillede fotograf Andreas Fog-Petersen 20 fotos af Sluseholmen.

Andreas Fog-Petersen havde fulgt Sluseholmen siden den spæde start og set, hvordan tegninger og planer blev til virkelighed.

Udstillingen viste fotografens kærlighed til området og al den skønhed, der er at finde her. Den viste desuden, hvordan virkeligheden pludselig er blevet flottere og sjovere end de tegninger, som ideen om Sluseholmen blev solgt på i sin tid.

De 20 fotos tog udgangspunkt i mødet mellem moderne arkitektur og natur, mellem vand og by og mellem den gamle havn og det nye København. Hermed forsøgte Anders Fog-Petersen at illustrere, hvordan Sluseholmen stadig udfolder sig for øjnene af beboerne, når de er på vej til arbejde, følger børnene til institution eller går en aftentur med hunden.

Udstillingen var støttet af Kulturhavn365.

STED Sluseholmen 24, 2450 København SV
TIDSPUNKT 13/8 2017 kl. 11-12
ARRANGØR Andreas Fog-Petersen
FOTOCREDIT Andreas Fog-Petersen og Joan Osted Thomsen
LÆS MERE Andreas Fog-Petersen

Flere artikler

Elevation: None

Elevation: None

35 meter langt undervandsmaleri på et metrohegn.

Værket hedder “Elevation: None” og forestiller en gruppe mennesker, som svømmer under vand. Figurerne er malet på to meter høje krydsfinerplader, som er sat sammen til ét langt undervandsmaleri.

Jacoba Niepoort er fascineret af at arbejde med vand som tema. Som hun siger, falder lyset nemlig meget anderledes, når man er under vand. Samtidig har hun arbejdet med en særlig maling, som hedder “AURO”. Den er vandbaseret og giver mulighed for at male mange lag.

Ferniseringen fandt sted den 29. juni 2017, hvor alle interesserede var inviteret til at komme og se det færdige resultat. Som kusntneren fortæller:

null
Det er altid den mest spændende del af det at komme ned her. Det er ofte sådan med processen, fordi det er umuligt at finde så stor en plads indendørs.

Jacoba Niepoort / Kunstner

Jacoba Niepoort fik støtte af Kulturhavn365 til at male værket.

STED Southamptongade (hvor den krydser Helsinkigade), 2150 Nordhavn
TIDSPUNKT 29/6 2017 kl. 16.30-18.00
ARRANGØR Jacoba Niepoort
FOTOCREDIT Nina Vindum Rasmussen
LÆS MERE Facebook

Flere artikler

Cph Stage

Cph Stage

Scenekunst under åben himmel på Ofelia Plads.

CPH STAGE er en årligt tilbagevendende teaterfestival, der byder på forestillinger, readings, koncerter, fester, debatter og meget mere. Over 10 dage sætter festivalen fokus på, hvad dansk teater kan, vil og skal.

I år præsenterede CPH STAGE en lang række udendørsforestillinger på Ofelia Plads lige ved årets festivalcentrum: Skuespilhuset.

I den forbindelse havde de skabt et scenografisk rum med sandkasse og teaterstole på pladsen. Her kunne publikum tage plads i en liggestol og nyde skuet over havnen. Som festivalleder Morten Krogh fortæller:

null
Ofelia Plads var en fin plads til aktiviteten på grund af de mange publikummer og den flotte og spektakulære beliggenhed.

Morten Krogh / Cph Stage

Forestillinger på Ofelia Plads

  • “The Balance”: En nycirkusforestilling om balancens essens
  • “Helte Street Performance”: Interaktiv teaterproces med musik, ord og gedigen heltetræning
  • “The Nordic Beasts”: Et soloevent fyldt med ritualer, rødder og identitet
  • “Omnipresence”: En mobil “Omnibus” med fokus på vores altomfavnende overvågningskultur
  • “Walking Workshop”: Performativ byvandring, hvor deltagerne i stilhed skulle interagere med byrummet og genoplive deres indre legebarn

Teateraktiviteterne på Ofelia Plads og iscenesættelsen af området var støttet af Kulturhavn365.

STED Ofelia Plads, Kvæsthusbroen, 1250 København K
TIDSPUNKT 3/6 – 11/6 2017
ARRANGØR Cph Stage
FOTOCREDIT Joan Osted Thomsen
LÆS MERE Cph Stage

Flere artikler

Kunstnerisk havnevandring

Kunstnerisk havnevandring

Havnevandring med tegneblyant og papir.

I april 2017 tegnede cirka 20 københavnere sig vej gennem Københavns Havn.

Den alternative byvandring varede 2,5 time og var arrangeret af undervisningsenheden Det Mobile Akademi. Kunstner Lisbeth van Deurs gav tegnetips, mens kunsthistoriker Stine Sørensen fortalte historiske fakta om de steder, turen besøgte.

Deltagerne mødtes ved Christianshavn Metro og gik ned til turens første tegnestop ved kajen under Knippelsbro. Efter et par tegneøvelser hoppede gruppen på havnebussen og sejlede til Nyhavn.

I Nyhavn ventede en særlig overraskelse, da en af deltagerne pludselig brød ud i operasang. Den smukke sang og de flittige tegnere fik en del opmærksomhed fra forbipasserede turister. Flere stoppede op og kiggede tegnerne over skulderen for at se de kunstneriske fortolkninger af området.

Sidste stop var området omkring Refshalevej 151, hvor en række hvide skulpturer blev dagens sidste tegneobjekt. Her blev der også tanket op med kaffe, kiks og kakao.

I løbet af eftermiddagen blev deltagerne introduceret for en række udvalgte materialer og tegneteknikker, der skærpede sanserne og indfangede havnemiljøets stemning. Som Det Mobile Akademi forklarer:

null
Havnen er en enestående og stemningsfuld scene, hvor man kan tegne og skabe sine egne bybilleder.

Stine Sørensen / Det Mobile Akademi

Det Mobile Akademi ønsker at viderføre havnevandringskonceptet, så hold udkig efter kommende vandringer. Havnevandringen var støttet af Kulturhavn365.

STED Knippelsbrogade, Nyhavn og Refshaleøen
TIDSPUNKT 23/4 2017 kl. 13.00-15.30
ARRANGØR Det Mobile Akademi
FOTOCREDIT Nina Vindum Rasmussen
LÆS MERE Det Mobile Akademi

Flere artikler

I går var i dag fremtiden

I går var i dag fremtiden

En tidskapsel som interaktiv performance.

Den uafhængige kunstnergruppe zURBS arbejder med performance i byrummet og er baseret i Zurich, Berlin, London og København.

Ved denne performance indsamlede de øjebliksbilleder og perceptioner af det umiddelbare landskab. Arrangementet stillede spørgsmål som: Hvordan oplever vi havnen denne dag? Hvad drømmer fodgængeren om? Hvordan oplever turisten udsigten? Hvordan føles vindens brise? Hvilket lydbillede sætter scenen? Hvilke historier vil vi fortælle fremtiden? Inkluderer vi de negative aspekter, eller tegner vi et glansbillede?

Alle havnens brugere og forbipasserende blev inviteret til at tænke over, hvad de ønskede at gemme fra denne dag. På den måde blev alle forvandlet til “nutids-arkæologer”.

Kunstnergruppen bevægede sig langs havnen udstyret med værktøj, papir, kameraer, lamineringsmaskine med mere. Undervejs indsamlede de materialer, minder og oplevelser til en tidskapsel. Denne blev til slut begravet i Københavns mulm for fremtidens arkæologer at finde.

Arrangementet var støttet af Kulturhavn365.

STED Fra Sandkaj i Nordhavn til Sydhavnstippen og Operaen
TIDSPUNKT 17/5 – 18/5 2016
ARRANGØR zURBS
FOTOCREDIT zURBS
LÆS MERE Facebook

Flere artikler