Kategori: Forår

Harbour Float Race

Harbour Float Race

Skraldeolympiade på Papirøen.

I marts 2017 inviterede Flydende By til kombineret workshop og skraldeoplympiade.

Arrangementet strakte sig over en hel weekend, som begyndte med, at deltagerne skulle bygge deres egne både ud af genbrugsmaterialer.

Om søndagen skulle de hjemmebyggede både dyste i en 1000-meters kapsejlads. Den hurtigste skraldebåd vandt et flot skraldetrofæ og et gavekort til Copenhagen Street Food. Efter kapsejladsen var der efterfest med livemusik og DJ-sets.

Flydende By håber, at “Harbour Float Race” kan blive et årligt tilbagevendede event, som kan sætte bæredygtigt byggeri på dagsordenen.

Arrangementet var støttet af Kulturhavn365.

STED Hal 7 og 8, Trangravsvej 14 (Copenhagen Street Food) og Christianias strand
TIDSPUNKT 10/3 2017 – 12/3 2017
ARRANGØR Flydende By
FOTOCREDIT Joan Osted Thomsen og Nina Vindum Rasmussen
LÆS MERE Facebook

Flere artikler

SUP i Nordhavn

SUP i Nordhavn

En hel dag med Stand Up Paddling for alle aldre og niveauer.

I maj 2017 kunne alle interesserede prøve kræfter med vandsporten Stand Up Paddle (SUP). Hele dagen padlede Copenhagen Watersports sig nemlig vej gennem Nordhavn.

Arrangementet var en del af SUP-konceptet KANTRUM SUP, som blev afviklet i forbindelse med Verdensmesterskaberne i SUP 2017. Konceptet handlede om at binde “kanten” og “centrum” af Danmark sammen gennem en række åbne SUP-events fordelt over hele landet.

Program

  • Kl. 12-19: Prøv SUP gratis hele dagen
  • Kl. 12-19: Prøv carver og SUP-skateboards hele dagen
  • Kl. 16.30: Tandem-SUP Paddle event
  • Kl. 17.30: Red Paddle Dragon Race – 6,7 meter langt SUP board til 4 personer
  • Kl. 18.30: SUP Board Tower – vi bygger sammen et tårn af SUP-boards
  • Kl. 19.00: Tak for i dag!

Arrangementet var støttet af Kulturhavn365.

STED Sandkaj Brygge, 2150 Nordhavn
TIDSPUNKT 24/5 2017 kl. 12-19
ARRANGØR Copenhagen Watersports
FOTOCREDIT Dansk Surf & Rafting Forbund
LÆS MERE Copenhagen Watersports

Flere artikler

Prøv en ROV

Prøv en ROV

En undervandsrobot udforskede havnen.

Hvad tror du, der gemmer sig under overfladen i Københavns Havn?

I marts gav Underbroen et indblik i, hvad der foregår under vandet, da den såkaldte ROV (Remotely Operated Vehicle) skulle i aktion. En ROV er en undervandsrobot, som man kan styre fra overfladen. Via det indbyggede kamera i robotten kan man hermed opleve livet under vandet.

Robotten var bygget af Underbroen, som er et værksted for makere og iværksættere placeret lige under Langebro. Tidligere havde de inviteret byens borgere til at se deres ROV blive samlet og testet. Nu kom tiden, hvor undervandsrobotten skulle udforske havnen.

Arrangementet var støttet af Kulturhavn365.

STED Christians Brygge 31, 1219 København K
TIDSPUNKT 25/3 2017
ARRANGØR Underbroen
FOTOCREDIT Underbroen
LÆS MERE Underbroen

Flere artikler

Heart Beat Nation

Heart Beat Nation

En flydende happening med masser af hjerter og kærlighed.

Heart Beat Nation fik manifesteret kærligheden med en hjertesejlads i havnen i maj måned 2016. Her blev blomster og hjerteflag uddelt til en masse smilende mennesker, der gyngede med til lyden af Bob Marleys “Is this Love”.

Sejlskibet lagde til i anløb ved steder som Langelinie, Toldboden, Nyhavn, Papirøen og Halvandet. Turen var en flydende happening, der med sejlet som visuelt statement skabte opmærksomhed og glæde blandt københavnerne.

Sejlet på skibet fremstod nemlig som et lærred med en mangfoldighed af hjerter syet fast, alt imens hjertelyd blev afspillet på et transportabelt anlæg ombord. En sand kærlighedserklæring til havnen og til dem, som nyder den.

Arrangementet var støttet af Kulturhavn365.

STED Fra Slusen i Sydhavnen til Langelinje Allé 23, 2100 København Ø
TIDSPUNKT 7/5 2016
ARRANGØR Rune Fjord Studio
FOTOCREDIT Astrid Fjord Jensen
LÆS MERE Rune Fjord Studio

Flere artikler

Havnen før og nu

Havnen før og nu

En fotoudstilling om havnen i tre formater.

Der er stor kulturel, social og arkitektonisk forskel på syd- og norddelen af Københavns Havn. CPF og Københavns Museum ønskede at oplyse om, visualisere og dokumentere denne kulturelle mangfoldighed og arkitektoniske diversitet.

“Havnen før og nu” var en fotoudstilling og samtidig en understregning af havnen som et af Københavns vartegn. I foråret 2016 arrangerede Copenhagen Photo Festival fototurene “Til lands” og “Til vands”, der sendte folk til forskellige afkroge af havnen. I tilknytning hertil afholdt Københavns Museum en fotokonkurrence, som fandt i inspiration i arkivfotos fra udvalgte steder i havnen. De bedste fotos kunne herefter opleves i udstillingen “Havnen før og nu”.

Udstillingen inddrog et væld af brugere og satte fokus på områdets skæve og rå steder. Det rakte også længere, idet Københavns Museum og CPF samtidig indsamlede og dokumenterede et stykke kulturhistorie, der dels kunne indgå i museets faste samling og dels kunne rejse videre som vandreudstilling.

En jury indsamlede de bedste billeder fra hver tur, og priser til de udvalgte vindere blev overrakt ved ferniseringen i Kulturhuset Islands Brygge.

De bedste billeder fra turene kunne således opleves i udstillingen “Havnen før og nu”. Her blev de mange snapshots sat i relief af historiske fotos fra Københavns Museums arkiv. På denne måde gav udstillingen et unikt indblik i den gennemgribende forandring af havnen fra industri til rekreativt område.

Udstillingen i de tre formater fandt sted:

    • VÆGGEN, Dantes Plads (Digital udstilling) 29. maj – 1. juli
    • Kalvebod Bølge (Udendørs udstilling) 29. maj – 1. august
    • Kulturhuset Islands Brygge (Indendørs udstilling) 29. maj – 1. august

Udstillingen var støttet af Kulturhavn365.

STED Kulturhuset Islands Brygge, 2300 København S, Kalvebod Bølge, 1560 København V og Dantes Plads, 1556 København V
TIDSPUNKT 29/5 – 1/8 2016
ARRANGØR Copenhagen Photo Festival
FOTOCREDIT Copenhagen Photo Festival
LÆS MERE Havnen før og nu

Flere artikler

Swingfest på Cirkelbroen

Swingfest på Cirkelbroen

Danseshows og -undervisning over Christianshavns Kanal.

Swingdansemiljøet i København holder til dagligt til i foreninger rundt i byen. En aprildag i 2016 inviterede de borgere og besøgende til en anderledes danseoplevelse i havnen.

På programmet var danseparade over Cirkelbroen, undervisning for alle, shows og live swingorkester. Dagen handlede kort sagt om fællesskab, bevægelse og udfoldelse i et af byens helt nye rum.

Alle blev mødt af dansernes smittende livsglæde og broens flotte havneudsigt. Det gjaldt, uanset om man cyklede over broen på vej hjem fra arbejde, var turist på sightseeing-tur ved vandsiden, eller man kom for at danse og høre musik.

Arrangementet var en del af byrumskonceptet “Swingfest på…”, hvor swingdansemiljøet årligt fejrer den officielle “Dansens Dag” den 29. april – hvert år et nyt sted i byen.

Swingfesten var støttet af Kulturhavn365.

STED Cirkelbroen, 1402 København K
TIDSPUNKT 26/4 2016
ARRANGØR Swingdanser Joan Osted Thomsen og Karen Hartig
FOTOCREDIT Sladjana Karvounis‎
LÆS MERE Dansens Dag

Flere artikler

Cloud Lux

Cloud Lux

Selvlysende kunstinstallation på havnepromenaden.

“Cloud Lux” var en kunstvideoinstallation, som i to uger befandt sig på havnepromenaden ud for Havnegade 33.

Projektets fysiske udtryk byggede på et tidligere støttet projekt med titlen “Døren”. Når mørket faldt på, havde “Cloud Lux” den egenskab, at værket lyste. Døren var nemlig malet med såkaldt “glow in the dark”-maling.

Ved åbningen var der blandt andet theremin-koncert. En theremin er et instrument, der minder om en violin. Musikeren spiller på den med armene svævende omkring instrumentet i en bestemt afstand. Det er afstanden til metallet på thereminen, der afgør, hvilke lyde der frembringes.

null
Området ved Havnegade er et forholdsvist pænt og arkitekttegnet område. Vores aktivitet dannede en kontrast med sit spraglede udtryk og sine abstrakte elementer.

Lizette Bryrup / Kunstner

Koncerten blev akkompagneret af en liveperformance udviklet af danseren Karina Højgaard. Performancen bestod af en voksen og et barn, der begge hentede elementer fra scener i videoinstallationen. I løbet af den cirka 20 minutter lange performance interagerede de to med publikum.

Både koncert og liveperformance rummede selvlysende elementer ligesom værkets fysiske dørdel.

Installationen og performancen skabte kontrast til det pæne Havnegade-område med deres spraglede udtryk og abstrakte elementer. Placeringen ved havnen bevirkede desuden, at vand, vejr og luftrum indvirkede på installationens udtryk.

Installationen var “døgnåben” i 14 dage og støttet af Kulturhavn365.

STED Havnegade 33, 1058 København K
TIDSPUNKT 22/4 – 6/5 2016
ARRANGØR Blanche Productions ved Lizette Bryrup i samarbejde med Kunstgruppen 1:1
FOTOCREDIT Blanche Productions
LÆS MERE Blanche Productions

Flere artikler

Havnens lyde

Havnens lyde

Workshop med temaet “lyd og rum” i Inderhavnen.

Havnen har altid været en stor del af lydbilledet til København: fra hjemvendte krigsfanger til B&W-værftets hårdtarbejdende folk og handelsskibes trafik.

Hvad er det særlige ved havnens atmosfære i dag? Og hvordan kan opmærksomheden på hørelse og lyd skærpe vores forståelse af havnens og byens rum? Det var nogle af de spørgsmål, som inspirerede Copenhagen Architecture Festival til at arrangere en workshop. Dagen var en del af festivalens bredere fokus på temaet “lyd og rum”.

En interessant vinkel på tematikken var havnens lyde, og hvordan man kan arbejde bevidst med dem. Jacob Kreutzfeldt, adjunkt ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, stod for udførelsen af workshoppen. Han havde tidligere lavet en lignende workshop i Malmø.

Med udgangspunkt i lydeksempler og debatter satte workshoppen fokus på temaer som sonisk sted, lyd og atmosfære samt auditiv kortlægning af havnen.

Inden for byplanlægning er der en tendens til, at lyd automatisk fremstår som støj. Workshoppen undersøgte derfor også, hvordan man i stedet kan få lyd til fremstå som stedsspecifik kvalitet, der kan informere og inspirere i byplanlægningen. Deltagerne kunne også afprøve mulighederne for at registrere, kortlægge og designe byrum fra et lydligt udgangspunkt og formgive havnens lydmiljøer.

Workshoppen henvendte sig både til alment kulturinteresserede og fagfolk såsom ingeniører, byplanlæggere og arkitekter.

Workshoppen var støttet af Kulturhavn365.

STED Dome of Visions, Søren Kierkegaards Plads, 1016 København K
TIDSPUNKT 15/3 2016
ARRANGØR Copenhagen Architecture Festival
FOTOCREDIT Copenhagen Architecture Festival
LÆS MERE Copenhagen Architecture Festival

Flere artikler

Sauna Event

Sauna Event

Festival med fokus på sociale, kropslige og kulturelle oplevelser.

Under endagsfestivalen blev området ved kajkanten på Refshaleøen oplyst af lanterner, fakler og lyskæder. Her kunne deltagerne gå i fælles saunaer og opleve saunagus, mens de nød havudsigten og stjernehimlen.

Der var også mulighed for at bade i varme vildmarkskar, få et koldt gys i havnen og skabe kunstneriske eksperimenter sammen med kunstnerkollektivet Illutron.

Musikprogrammet blev kurateret af Strøm Festival for elektronisk musik, der udforskede oplevelsen af musik i nye sammenhænge og spillede live i vintermørket.

Eventet var baseret på frivillige kræfter og DIY-kultur, der i det danske vintermørke gav sit publikum mulighed for at komme udenfor i det fri og samles om musik, vinterbadning og kunstinstallationer. Ikke mindst gav eventet et spændende og varmt indblik i saunakulturen.

Arrangementet var støttet af Kulturhavn365.

STED Refshalevej 151, 1432 København K​
TIDSPUNKT 12/3 2016
ARRANGØR Sjællandsgade Bad, Danske Naturister, Det Danske Saunaselskab, Illutron, PB43, Refshaleøen, Det Runde Bord og Strøm Festival
FOTOCREDIT Sauna Event
LÆS MERE Facebook

Flere artikler

  • 1
  • 4
  • 5