Kategori: Efterår

Den store københavnertur

Den store københavnertur

Et tilbagevendende arrangement for alle kajakglade roere.

Kayak Republic stod bag denne fælles kajaktur rundt i havnen, hvor temaet i år var “arkitektur”. En guide fra Dansk Arkitektur Center fortalte undervejs, mens kajakentusiasterne padlede rundt for at opleve den fine hovedstad.

Ruten gik dette år fra syd mod “Venedig-området”, Teglholmen. På turen dertil blev en masse nybyggeri nærstuderet fra bølgen blå. Kajakroerne kiggede blandt andet nærmere på BLOX ved Langebro. Der var også mulighed for at undersøge byggerierne på begge sider af havnen ved Islands Brygge og Enghave Brygge. Der var desuden rig mulighed for at snakke sammen indbyrdes og mingle på tværs af de nationaliteter, der var samlet.

null
Havnen er spændende at opleve fra kajakken. Vi har planer om at afvikle større kajakevents i havnen hver måned.

Tobias Weber-Andersen / Kayak Republic

Traditionen begyndte i 2013 som en begivenhed, der skulle markere afslutningen på årets kajaksæson. Tidligere temaer inkluderer “den blå rute” og “byens broer”.

Arrangementet i 2016 var støttet af Kulturhavn365.

STED Start og slut ved Børskaj 12, 1221 København K
TIDSPUNKT 23/10 2016
ARRANGØR Kayak Republic
FOTOCREDIT Tobias Weber-Andersen
LÆS MERE Kayak Republic

Flere artikler

Østersmeditation

Østersmeditation

Til bunds i smagsoplevelsen med et hav af muligheder.

Under Oyster Trophy Week 2016 inviterede Maritime Nyttehaver endnu en gang til østersarrangement. Dagen bød på rundvisning samt formidling af deres visioner for Københavns Havn og fremtidens fødevareproduktion.

På en rigtig efterårsdag med ruskende vejr kunne man sammen med Maritime Nyttehaver og madkunstner Mette Martinussen komme på en sanselig opdagelsesrejse ind i det salte bløddyrs forunderlige univers.

Den kulinariske spise skiller i høj grad vandene. Netop denne oplevelse blev der dykket ned i med østersmeditation, hvor forventningen såvel som frygten blev udfordret. Det blev en øvelse i mindfulness og madmod.

Imellem meditationerne kunne man lære at åbne østers. Man kunne også høre mere om Maritime Nyttehaver og deres arbejde med akvakulturens potentielle rolle i fremtidens urbane fødevareproduktion.

Østersarrangementet blev afholdt på Kalvebod Bølge – delvist udendørs ved Bølgemarken, delvist i indrettede containere ved havnen.

Arrangementet var støttet af Kulturhavn365.

STED Kalvebod Bølge, 1560 København V
TIDSPUNKT 22/10 2016
ARRANGØR Maritime Nyttehaver
FOTOCREDIT Joan Osted Thomsen
LÆS MERE Maritime Nyttehaver

Flere artikler

Parkour Tour de Havn

Parkour Tour de Havn

Parkour-træning i havnebyrummet.

Undervisere fra Street Movement lavede et to-dages event på henholdsvis Langelinie den ene dag og Holmen den anden.

Deres ambition var at inspirere til at bruge byen som træningsscene med udgangspunkt i to forskelligartede områder.

Her kunne deltagere prøve kræfter med parkour i gode, sikre og inspirerende rammer. Folk på alle niveauer kunne være med og afprøve deres grænser på en sjov måde.

Havnens miljø var oplagt til denne træningsform. Street Movement havde også medbragt træningsudstyr til at supplere de eksisterende muligheder.

Der blev også sat fokus på, at en gadeidræt som parkour ikke kun er rå og sej, men også sund og fleksibel.

Arrangementet var støttet af Kulturhavn365.

STED Langelinie Allé 23, 2100 København Ø og Judischærs Plads 1, 1437 København K
TIDSPUNKT 1/10 – 2/10 2016
ARRANGØR Street Movement
FOTOCREDIT Rumle Kjær og Street Movement
LÆS MERE Street Movement

Flere artikler

Plantasia Festival

Plantasia Festival

Havefestival med fokus på grønne, kreative frirum.

Plantasia er den urbane taghave på toppen af Københavns flydende kunstnerkollektiv, Illutron. Her afholdt Plantasias frivillige en urban havefestival i sensommeren 2016.

Alle interesserede var inviteret til at blive klogere på, hvordan man skaber grønne rum og urbane haver i byen.

Et par eksperter var inviteret til at holde små workshops om blandt andet permakultur og plantemedicin. Som et led i forberedelserne til festivalen byggede Illutron en drivhusdome i samarbejde med frivillige. Domen blev grosted for nogle af de afgrøder, som blev benyttet til de forskellige workshops.

Festivalen var kort sagt en mulighed for at videndele og samtidig få jord under neglene.

Plantasia var støttet af Kulturhavn365.

STED Refshalevej 167, 1432 København K
TIDSPUNKT 17/9 2016
ARRANGØR Illutron
FOTOCREDIT Jakub Klust
LÆS MERE Plantasia

Flere artikler

Love Harbour

Love Harbour

Et socialt kærlighedskoncept i Nordhavn.

Kærlighed kan udtrykkes på mange forskellige måder. Ved Love Habour var det muligt at erklære sin kærlighed gennem dans, musik, poesi, vielser, middagsselskaber og meget mere.

Kultur Østerbro skabte en aften ved kajen i kærlighedens tegn. Ikke kun den romantiske kærlighed til sin partner, men også kærligheden til venner, familie, naturen eller en person, man endnu ikke havde mødt… før i aften.

Projektet handlede om nærvær, intimitet og om at være til stede i nuet og inspirere til åbenhed.

Projektet havde også fokus på de mange forskellige måder at opleve og udtrykke kærlighed på. Der var blandt andet forskellige genrer af musik, som alle gav deres bud på, hvordan en kærlighedssang kan udtrykkes.

Deltagerne kunne lytte til kærlighedssange i musiklytteposten, danse med en sømand eller nyde en romantisk middag under glødende lamper, alt imens livemusikken spillede. Båden Hawila lå til ved kajen, og her var der mulighed for at blive viet på bådens dæk.

Der var også plads til poesi denne aften, da det var muligt at bidrage til verdens længste kærlighedsdigt på “The Wall of Love”. Derudover var der et sanserum i form af en kunstinstallation.

Projektet blev udviklet under en workshop med Kulturhavn365 tilbage i november 2015, hvor en gruppe ildsjæle fra forskellige virksomheder og erhverv samledes om at udvikle projektet.

Arrangementet var støttet af Kulturhavn365.

STED Pakhus 403, Kalkbrænderiløbskaj, 2150 København
TIDSPUNKT 10/9 2016
ARRANGØR Kultur Østerbro
FOTOCREDIT Kultur Østerbro
LÆS MERE Kultur Østerbro

Flere artikler

Christianshavnerdagen 2016

Christianshavnerdagen 2016

En årlig byfest med aktiviteter for alle aldre.

Christianshavnerdagen er en tilbagevendende tradition, der samler indbyggere på tværs af Christianshavns forskellige kvarterer. Dagen byder på familieaktiviteter, debatter, musik og folkekøkken.

På Christianshavnerdagen 2016 kunne man få indtryk af de mange tilbud, der er i bydelen med særligt fokus på foreningslivet omkring havnen. Man kunne også udforske, hvordan havnen kan bruges som mødested og som en kulturel scene for aktiviteter til lands og til vands.

Christianshavn er en unik bydel og nyder godt af de mange kanaler og adgangen til havnen. Det er en del af Christianshavner-ånden.

Med afspærringen langs kanalen blev der skabt forbindelser mellem aktiviteter på land og til vands. Der blev dermed skabt synergi mellem livet i kanalen og det omkransende byrum.

Publikum fik også mulighed for at prøve en travalje og en optimistjolle og høre om aktiviteterne hos de repræsenterede sejlklubber og bådelaug. Marinehjemmeværnet fremviste desuden både og andet udstyr.

Arrangementet var støttet af Kulturhavn365.

STED Christianshavns Kanal, 1406 København K
TIDSPUNKT 10/9 2016
ARRANGØR Christianshavns Lokaludvalg
FOTOCREDIT Christianshavns Lokaludvalg
LÆS MERE Christianshavns Lokaludvalg

Flere artikler

Gul musikpram

Gul musikpram

En musikpram i havnen under Nordiske Musikdage.

Den røde tråd i Nordiske Musikdage 2015 var at udforske nye koncertformater for moderne klassisk musik i utraditionelle rammer.

Prammen fungerede som en ekstra flydende scene under festivalen, som sejlede mellem Den Sorte Diamant og Dome of Visions. Ombord var en klarinettist, en percussionist/savspiller og to sangere fra vokalselskabet GLAS. Prammen var bygget af Christian Liljedahl fra kunstnerkollektivet Illutron.

Det skabte en helt unik og magisk stemning på kajen, da de kom sejlende med musikken let forstærket fra båden. Båden var ikke kun en scene, men blev også et rum mellem de to venues og skabte en sammenhæng mellem dem.

Da mørket faldt på, og der blev fuldmåne, gav stemmerne fra vandet en særlig magisk oplevelse. Publikummer og tilfældigt forbipasserende på aftentur mellem Dome of Visions og Den Sorte Diamant fik med andre ord en anderledes og stemningsfuld oplevelse ved havnen.

Den gule musikpram var støttet af Kulturhavn365.

STED Mellem Dome of Visions og Den Sorte Diamant, København K
TIDSPUNKT 24/9 – 27/9 2015
ARRANGØR Dansk Komponistforening
FOTOCREDIT Lars Bjarnø
LÆS MERE Nordic Music Days

Flere artikler

Parkour-workshop

Parkour-workshop

Workshop og åben træning i Nordhavn.

I parkour handler det om at bevæge sig gennem omgivelserne hurtigt og effektivt i et flow. Den særlige sport udspiller sig oftest i bymiljøer, hvor bygninger, vægge og gelændere bliver brugt på en alternativ måde. Dyrkere af parkour ser udfordring og muligheder, hvor andre ser begrænsninger og funktionalitet.

I oktober 2015 afholdt Street Movement et event på kajen ved Svanemølleværket, hvor de hyldede havnemiljøet for dets indflydelse på parkour.

På dagen var der rig lejlighed til, at nysgerrige kunne prøve forskellige parkouraktiviteter. Både børn, deres forældre og erfarne parkourentusiaster deltog.

Det var en grå, våd og kold dag, men vejrguderne skulle ikke forhindre de fremmødte i at få sig en oplevelse med parkour på havnekajen. De deltagende var positivt overraskede og glade for dagens rå, seje og fysiske aktivitet.

Arrangementet var støttet af Kulturhavn365.

STED Kajen ved Svanemølleværket, 2100 København Ø
TIDSPUNKT 17/10 2015
ARRANGØR Street Movement
FOTOCREDIT Street Movement
LÆS MERE Street Movement

Flere artikler

Østerssmagning

Østerssmagning

Østers i alle afskygninger ved Bølgen på Kalvebod Brygge.

I forbindelse med den årlige østersuge, Oyster Trophy Week, inviterede Maritime Nyttehaver nysgerrige i alle aldersgrupper til at smage østers. Arrangementet var en stor succes og trak mange mennesker til Bølgen på en kølig oktoberdag.

Maritime Nyttehaver indledte med en introduktion til undervisningsforløbet “Østerstæmmerne”. Den fælles optakt kom blandt andet ind på havnens økosystemer, lokal fødevareproduktion og ideen om at bruge det rene vand i havnen til at producere afgrøder. Vandet i Københavns Havn er nemlig rent nok til, at man kan producere både østers, muslinger, tang og fisk.

Herefter overtog maritime formidlere og gik i køkkenet med deltagerne på tre forskellige madstationer:

  • “Slagtestationen”, hvor deltagerne lærte at åbne østers samt kvalitets- og typebestemme dem.
  • “Fritøsters”, hvor deltagerne lærte at fritere deres østers.
  • “Brænderen”, hvor østers blev tilberedt med en gasbrænder.

Undervejs fik deltagerne masser af viden om de magiske bløddyr. Der var rig lejlighed til at smage på sagerne, og det skortede ej heller på bobler til ganen.

Østerssmagningen var støttet af Kulturhavn365.

STED Kalvebod Bølge, 1560 København V
TIDSPUNKT 9/10 2015
ARRANGØR Maritime Nyttehaver
FOTOCREDIT Søren Kierkegaard
LÆS MERE Maritime Nyttehaver

Flere artikler